Gå til hoved-indhold
29. juli 2017 - kl. 00.07

Oceans of Hope kommer snart til Frederikshavn

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Sejlbåden Oceans of Hope, der i 2014-2015 sejlede jorden rundt med en aktiv besætning bestående af mennesker med sclerose, sejler fra 15. juli til 13. august rundt i danske farvande og besøger i alt 21 havne, blandt andet Frederikshavn.


Besætningen har alle været med på jordomsejlingen og kommer fra USA, Canada, Storbritannien, Tyskland og Danmark. Oceans of Hope kommer til Frederikshavn, blandt andet fordi Iben Skydt, som er opvokset i Frederikshavn, er med på båden.

Oceans of Hope ligger i havnen 7.-8. august, og alle er velkomne til at komme forbi og se båden og få en snak. Dels med besætningen, men der vil også være mulighed for at tale med Mikkel Anthonisen, som er stifter af organisationen.

- At have været en del af jordomsejlingen på Oceans of Hope betød, at mit liv med sclerose tog en ny drejning. Jeg blev mindet om, at selv om sclerosen havde forandret mit liv, kunne jeg stadig kaste mig ud i det ukendte, stadig lade mig udfordre både fysisk og mentalt og genvinde en styrke, jeg troede, jeg havde mistet, udtaler Iben Skydt udtaler.

Jette Lyngsø supplerer:

- Vi har sejlet jorden rundt med Oceans of Hope og oplevet, hvor kæmpe forskel det kan gøre for folk med en kronisk sygdom at blive inviteret ombord. Det er nemlig ikke blot ombord på et sejlskib, men ombord i et fællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden, dele erfaringer og motivere hinanden til at mestre livet med en kronisk sygdom.

At Oceans of Hope nu sejler rundt i Danmark, giver en enestående mulighed for at besøge båden og høre personlige historier om, hvordan det er at blive udfordret af livet og møde det igen med et andet udgangspunkt.

Stifter af Oceans of Hope, læge Mikkel Anthonisen siger:

- Vi skaber rammerne for menneskelig udfoldelse og vækst gennem sejlads og ved at finde muligheder, når vi møder begrænsningen. Oceans of Hope handler om værdighed, tilhørsforhold, identitet og håb – og om at nære menneskers fulde potentiale til gavn for dem selv og for fællesskabet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...