Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.09.2021 | Af: Michael Frederiksen

Østervrå IF og SEIF suveræne tophold i serie 3

Gerardas Zukauskas bankede bolden ind i det korte hjørne og bragte FfI foran med 2-1 i udekampen mod Vatanspor.
Både Østervrå IF og SEIF har maksimumpoint i serie 3, og de to nedrykkere fra serie 2 topper dermed Sparekassen Vendsyssel Ligaen - Kanal Frederikshavns kommunemesterskab i seriefodbold.

 

Jyllandsserien 1, pulje 1
Både IF Skjold Sæby og FfI hentede ét point på udebane. IF Skjold Sæby var fredag aften bagud to gange mod bundholdet Kristrup Boldklub, men Martin Mølholt og Jakob "Mølby" Kristensen sørgede for, at Skjold kunne rejse hjem med ét point i bagagen.

FfI's opgør søndag i Brabrand mod Vatanspor endte også 2-2. Efter en aarhusiansk 1-0-føring bragte Mathias Bowman (på straffespark begået mod Tobias Stilling) og Gerardas Zukauskas FfI foran 2-1. Vatanspor udlignede i dommerens tillægstid, og bagefter havde begge hold faktisk store chancer for at sikre sig alle tre point.

Serie 2, pulje 12
IF Skjold Sæbys JS-reserver vandt søndag 2-0 ude over Hjørring IF. Med sejren rykker Skjold på på femtepladsen, blot ét point fra andenpladsen. Nikolaj Stisen - tidligere førsteholdsspiller i FfI - var at finde på IF Skjold Sæbys hold i opgøret i Hjørring.

Serie 3, pulje 24
SEIF's tophold var i sprudlende spillehumør i topkampen ude mod Skibsby-Højene IF. 7-0 vandt gæsterne. Kasper Grøntved lavede hattrick i første halvleg, hvor også Jeppe Thomsen blev noteret for efterårets første fuldtræffer, ligesom Nicklas Dam scorede på straffespark. I anden halvleg øgede Michael Vestergaard og Nicklas Dam til 7-0. SEIF har maksimumpoint efter fem kampe.

Skagen IK hentede efterårets første sejr i Frederikshavn, hvor FC Vakok blev besejret med 3-0. Skagboerne overlader dermed sidstepladsen til Hjørring IF, og Skagen IK er blot et point fra FC Vakok på femtepladsen.

Serie 3, pulje 25
Østervrå IF topper - ligesom SEIF - denne pulje med maksimumpoint. Torsdag aften vandt ØVI med 3-0 hjemme over Øster Brønderslev IF i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Andreas Bundgaard (2) og Jonas Koldbro scorede.

Serie 4, pulje 49
FfI's tredjehold topper puljen  med maksimumpoint. Lørdag vandt FfI med 3-1 over oprykkerne fra Gærum IF, som ellers kunne have overtaget førstepladsen med en sejr.

Opgøret mellem Kvissel-Ravnshøj IF og Syvsten IF blev som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn afbrudt efter 67 minutter ved stillingen 2-2, fordi dommeren følte sig truet.

Østervrå IF's andethold spillede 3-3 ude mod Bindslev/Tversted IF. 

SEIF's andethold kunne ikke stille hold og tabte dermed hjemmekampen mod IF Skjold Sæby med 0-3.


Serie 4, pulje 50
Der var lokal- og bundopgør mellem Voerså IF og Dybvad/Hørby. Voerså IF vandt 3-2. Det var holdets første sejr i efteråret, og Voerså IF overlod dermed sidstepladsen til Holtet IF, mens Dybvad/Hørby er næstsidst.

Kvindeserien Vest, pulje 251
Trængslerne fortsætter for DHF (Dybvad-Hørby-Flauenskjold), som tabte 1-6 til Lemvig GF. DHF's oprykkere ligger sidst - uden point efter fem kampe.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close