Gå til hoved-indhold
27. august 2016 - kl. 10.08

Øver sig på arbejdslivet under Tordenskioldsdage

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Jan Michael Madsen besøgte handelsskolen tidligere på ugen.
Af: Kanal Frederikshavn

Når Tordenskioldsdage fra fredag 2. til søndag 4. september udspiller sig på havnen i Frederikshavn, bliver det med deltagelse af Frederikshavn Handelsskole. 

Arrangørerne og lærerne på KUU - Den Koordinerede Ungdomsuddannelse - har skabt et samarbejde, hvor eleverne på KUU skal være frivillige hjælpere under dagene.

- Eleverne skal deltage som frivillige medarbejdere som led i det at øve sig på arbejdslivet for at udvikle netværk, udfordre sig selv, styrke sociale og faglige kompetencer og få fornemmelsen af at indgå i et større samarbejde på tværs af faggrupper og brancher, fortæller KUU-underviser Luise Steen Michaelsen.

For at klæde eleverne på til samarbejdet var Jan Michael Madsen, koordinator for Tordenskioldsdage, forbi Frederikshavn Handelsskole tirsdag formiddag for at fortælle meget mere om arbejdet og arrangementet - og for at hilse på eleverne.

- Det er en spændende udfordring, og vi bliver nødt til at mobilisere og lynhurtigt dygtiggøre os til at være klar til at involvere en flok unge mennesker i de arbejdsopgaver, der er, fortæller Jan Michael Madsen.

Tordenskioldsdage startede i sin tid som et skoleprojekt, så det var et klart ja til at få eleverne med, velvidende at det også kræver tilrettelæggelse, både inden og når eleverne står der.

- Vi synes, det er dejligt, at handelsskolen henvendte sig. Det kan vise sig at blive et rigtig godt samarbejde mellem handelsskolens elever og Tordenskioldsdage. Det prøver vi at få en god oplevelse ud af - at gøre det til et projekt i projektet, uddyber Jan Michael Madsen.

KUU er en ungdomsuddannelse til unge under 25 år, som har afsluttet 9. eller 10. klasse, men som ikke er klar til at tage en erhvervs- eller gymnasial uddannelse. KUU forbereder eleverne til et fremtidigt arbejde eller studie og styrker dem både fagligt og socialt. Derfor er Luise Steen Michaelsen rigtig glad for det nye samarbejde, som hun håber vil inspirere eleverne og vil give dem en god oplevelse med den "virkelige verden".

- Det bliver forhåbentlig en lærerig og spændende uge, hvor de unge drager sig nogle erfaringer, man ikke kan få i skolen. Oplevelsen af at være en del af noget større. Måske får de lyst til at engagere sig i frivilligt arbejde/Tordenskioldsdage også uden for skoletiden, siger Luise Steen Michaelsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...