Offensiven svigtede i Herning - WH taber 0-2
Frederikshavn White Hawks formåede ikke at få prikket hul på Simon Nielsen, da de fredag aften gæstede Herning Blue Fox. Modsat udnyttede midtjyderne to powerplays og vandt dermed en defensiv præget tv-kamp 2-0.
Tadeas Galansky vogtede målet, mens resten af høge-opstillingen var uændret i forhold til tirsdagens 5-2-sejr over Rødovre.
Galansky kom på arbejde efter bare 25 sekunder, da Cameron Brace trådte igennem WH-forsvaret og fik en stor chance tæt foran høge-buret.
Efter fire minutters spil satte samme Brace en hård tackling på Santeri Suistio - blind-side-hit, højt og uden respekt for modspilleren. Af uforklarlige årsager ingen straf fra dommerne, og det blev diskuteret flittigt i periodepausen i TV2 Sport-studiet.
Senest har WH's nyerhvervelse Kyle Hope sat to hårde, men rene tacklinger ved banden, som har givet 2+10 til canadieren. Hvor er linjen? Santeri Suistio måtte i omklædningen til tjek og kom ikke tilbage på isen, da der var frygt for hjernerystelse. Dermed gennemførte frederikshavnerne kampen med kun fem backs.
Sjovt nok røg netop Kyle Hope ud for en hård tackling efter otte minutters spil. Det powerplay udnyttede Herning til at bringe sig foran, da et skud fra blå linje tidligt ramte Nikolaj Krag Christensens stav og sejlede over Tadeas Galansky og i mål. 1-0 efter ni minutters spil.
Det lignede lidt en kompensation fra dommerne, da Hernings Reid McNeill røg i straffeboksen i det 11. minut. Overtallet var dog temmelig tamt fra White Hawks - generelt en start uden meget energi fra nordjyderne. Det blev dog en smule bedre i den sidste del af perioden.
Her fik høgene også spillet op i hjemmeholdets zone, men de store chancer udeblev. Det gjaldt i begge ender, og derfor endte perioden uden yderligere scoringer. Skudstatstikken førte Herning 12-6.
Høgenes første store reelle chance i kampen faldt tidligt i anden periode, da Christopher Frederiksen blev spillet fri i slottet og testede Simon Nielsen.
Ellers stod der igen Herning på det meste, og en udvisning til Dane Fox efter tre minutter gjorde ikke tingene nemmere. WH havde svært nok ved at komme frem til noget i den defensive præget kamp, men canadieren skulle lige sige tak for sidst til Herning.
Jari Pasanen tog en time-out efter syv minutters spil. Spillerne skulle op i gear, og det hjalp kortvarigt. Høgenes førstekæde fik leveret et fint pres, hvor Christopher Frederiksen igen var tæt på at udligne.
En ny udvisning til White Hawks blev dog dyr - Christian Mieritz og Patrick Madsen lavede to store tekniske fejl i egen zone på få sekunder. Det kostede en udvisning til Mieritz, som fra straffeboksen så, hvordan Mark MacMillan fik pucken serveret i slottet og blot satte staven på. 2-0 efter 13 minutters spil af anden periode.
Søren Nielsen var tæt på en hurtig reducering, da han kom alene afsted mod Simon Nielsen - sidstnævnte trak dog det længste strå i den duel.
Dane Fox fik også en gylden mulighed kort før pausen, men overplacerede sin afslutning. Stillingen forblev derfor 2-0 på en skudstatistik hjemmeholdet stadig førte klart - nu 26-13.
Tredje periode forblev også målløs - og set med WH-briller temmelig tam. Herning havde kontrol over spillet og lukkede af for høgenes fremstød.
Først til sidst fik man testet Simon Nielsen, men her var det for sent. Tiden gik og WH-offensiven kom for sent i gang. Tadeas Galansky blev erstattet med en ekstra markspiller i de sidste to minutter, men uden det hjalp, selvom man pressede på. Mads Larsen scorede, men desværre akkurat efter slutsignalet.
Herning tog sejren på 2-0 og udbyggede sit forspring på andenpladsen. White Hawks ligger fortsat nr. fire, nu otte point efter både Herning og SønderjyskE.
Tirsdag skal høgene igen kamp, når de hjemme tager imod Esbjerg, som er tre point efter høgene. Vinder vestjyderne i ordinær tid smutter de forbi White Hawks, fordi de i givet vil være bedst indbyrdes, hvor stillingen lige nu er 8-7 i point til WH.