Gå til hoved-indhold
26. oktober 2010 - kl. 00.10

Offentligt møde i Skagen om Udkantsdanmark

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Ole Christensen og Bjarne Laustsen udgør det socialdemokratiske minipanel i Skagen.
Af: Kanal Frederikshavn

Stig Lundbo, formand for Socialdemokraternes Kreds- Fællesledelse i Frederikshavn Kommune, har sendt dette indlæg: Socialdemokraterne sætter fokus på udkantsproblematikken ved et møde i Skagen mandag 1. november. Minipanelet består af europaparlamentariker Ole Christensen og folketingsmedlem Bjarne Laustsen, begge (S).

Igennem de seneste 9-10 år har vi oplevet, at yderområderne er blevet hårdt trængt på den traditionelle beskæftigelse. Det har betydet en øget affolkning af vores yderområder, derunder Skagen og omegn.

Det er jo især de traditionelle brancher, der er gået ned, og her er spørgsmålet, hvordan vi kan skabe ny vækst inden for fiskeri og det maritime område, og hvordan EU kan hjælpe med eksempelvis revisionen af den fælles fiskeripolitik. Vi skal også sætte fokus på alternativ energi, som er ét af de områder, vi skal leve af i fremtiden.

Det er vigtigt, at vi bevarer så mange helårsarbejdspladser som muligt. Samtidig spiller det en stor rolle, hvordan vores unge kommer til deres uddannelse og ikke mindst, at de unge, der ønsker at videreuddanne sig, ikke bliver flået økonomisk sammen med deres forældre som følge af, at regeringen vil nedsætte taksterne for befordring for elever på ungdoms- og erhvervsuddannelserne.

Den form for politik er simpelthen gift for bosættelser i yderområderne. Et lyspunkt i denne debat er EU's Gloabliseringsfond, der netop har bevilliget ca. 56 millioner kroner til Region Nordjylland og Frederikshavn området, der skal bruges til bl.a. uddannelsesprojekter for at få folk i arbejde igen.

På mødet skal vi finde en kobling mellem det lokale, det nationale og EU-politikken. Vi håber, at rigtig mange fra den nordlige ende af landsdelen vil møde frem og deltage i debatten samt give gode råd til de folkevalgte, som de kan tage med i deres daglige arbejde.

Mødet afholdes mandag 1. november kl. 19.00 i Skagen Kultur- og Fritidscenter, Kirkevej 19 i Skagen.

Arrangører: LO Frederikshavn, 3F Vendsyssel og Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...