Området kan ikke bære de foreslåede besparelser
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.05.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

Området kan ikke bære de foreslåede besparelser

Sektorformand René Johansen, FOA: - Politikerne har et virkeligt stort ansvar for, at vi ikke står tilbage med endnu flere nedslidte og sygemeldte medarbejdere.
Når politikerne i Socialudvalget i Frederikshavn Kommune på fredag behandler et administrativt budgetoplæg vedrørende budget 2018, kan det få alvorlige konsekvenser, påpeger FOA, 3F og SL, der i stedet efterlyser politisk mod og nytænkning af området. 

 

På mødet er der lagt op til, at hele rammebesparelsen på Socialudvalgets område smøres ud på det specialiserede socialområde. Mere en 10 millioner kroner høvles der ifølge FOA af budgetterne.

Både FOA, 3F og SL, der organiserer en meget stor andel af de ansatte på området, herunder socialpædagoger, pædagogiske assistenter, sundhedspersonale samt omsorgsmedhjælpere, finder besparelsen uanstændig. Organisationerne er alvorligt bekymrede - ikke bare for kvaliteten af kommunens bo- og støttetilbud til fysisk- og psykisk udviklingshæmmede, senhjerneskadede med videre, men i særdeleshed for personalets trivsel.

- Kommunen har for år tilbage indført bruttonormering (afløsningspersonale indgår nu i den faste normering) i håb om at give luft til personalet. Dét har bare ikke haft den ønskede effekt, påpeger René Johansen, der til daglig er Sektorformand for den pædagogiske sektor i FOA Frederikshavn.

Han opfordrer politikerne til at sige stop for besparelserne, indtil der er ordentligt styr på området.

- Jeg mener, politikerne er nødt til at indse, at området ikke kan bære de foreslåede besparelser. Politikerne har et virkeligt stort ansvar for, at vi ikke står tilbage med endnu flere nedslidte og sygemeldte medarbejdere - for det er, hvad der kommer til at ske, hvis der reduceres i antallet af hænder. Allerede nu, er der en tydelige negativ udvikling i personalets sygefravær på det specialiserede socialområde, påpeger René Johansen.

Det specialiserede socialområde har kommunens højeste sygefraværsprocent. Siden maj 2016 er sygefraværet steget fra 6,64 til 9,73 procent i februar 2017, og dét mener de tre organisationer, er alarmerende.

Kathja Ryom, der til daglig er fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne, siger:

- Der er brug for modige politikere, der ikke bare ser den ene årlige besparelse efter den anden som en succes i sig selv. Det er fair nok, at man politisk sætter sig mål og visioner for at gøre ting anderledes, bedre og billigere.

Kathja Ryom mener til gengæld, at når den politiske vision er udstukket, når politikerne eksempelvis ønsker borgere, der kan mestre eget liv og borgere, der er selvhjulpne, så er politikerne nødt til at lade personalet have ressourcer til at nå frem til dét mål.

- Politikerne er nødt til at give personalet tid og hænder til at arbejde fagligt med borgerne. Det kræver stort politisk mod, og politikerne skal turde vente på at høste frugten af personalets arbejdet med forebyggelse og arbejdet med at borgere bliver selvhjulpne og mestrer eget liv, siger Katja Ryom.

Både FOA, 3F og SL mener det er nemt at spare her og nu, men det kræver modige politikere at turde investere og vente nogle år på at se resultaterne.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close