Det Musiske Hus og Frederikshavn udmærkede sig desværre igen med et særdeles sparsomt fremmøde.

Bandet er i traditionel opsætning skruet sammen som hundredevis af andre bands på folkrockscenen, men når der tilsættes alternative og utraditionelle instrumenter, bliver udtrykket alligevel helt deres eget.

Medlemmerne boltrer sig lystigt med citar, trædeorgel, jødeharpe, kontrabas og banjo, og når man dertil føjer forsangerens sikre og kraftfulde vokal, letter taget.

Godt hjulpet af publikum i Det Musiske Hus denne aften, ramte bandet de helt rigtige tangenter, og havde vi været flere, kunne det snildt være blevet til en fest. Værd i øvrigt at bemærke var, at bandets trommeslager, af en eller anden grund, var erstattet med en reserve – en svær opgave sandsynligvis, men stand-in’en kunne sit kram og lagde et solidt pulserende trommebeat.

Tilbage til publikum – ja, så udmærkede Det Musiske Hus og Frederikshavn sig igen med et særdeles sparsomt fremmøde. Hvor bliver vi af? Studerende, musikerkollegaer og andet godtfolk.

Foretrækker vi sikkerheden og konformiteten bag skærmen, som vi så nemt kan styre med fjernbetjeningen. Er vi bange for hinanden – at vise, at vi tør klappe i hænderne og vippe med foden, eller er vi bare udkørte efter en lang dag på job eller fordybet i bøgerne. Jeg må huske at mærke efter, næste gang jeg selv udebliver til så talentfuldt og velspillende et tilbud, som One-Eyed Mule var denne aften.

Synd er det i hvert fald for mangfoldigheden og talentfulde drenge og piger, mænd og kvinder, at vi foretrækker X-factors glitrende og gennemredigerede ”virkelighed” på skærmen, men som på ingen måde kan leve op til virkeligheden live.