Gå til hoved-indhold
03. februar 2011 - kl. 03.02

Opholdsstedet Skagen - alle formalier er i orden

  • 1 af 2
    FOTO: SF
  • 2 af 2
    Paul Rode Andersen (SF): - Udvalget har tre medlemmer, som bor i Skagen, og jeg ved, at de nærmest ikke kan gå på gaden på grund af denne sag.
Af: Kanal Frederikshavn

Opholdsstedet Skagen, som 2. december 2010 fik tilladelse til at åbne på Markvej 38 i Skagen, udsættes for så massiv kritik af naboerne, at politikerne i Børne- og Ungdomsvalget drøfter sagen igen, når de holder møde i eftermiddag.

Erik Simonsen, der har hus på Markvej 44, angriber direkte manden bag Opholdsstedet Skagen, Bent Vestergaard. Erik Simonsen skriver til byrådets 31 medlemmer:

"En hurtig gennemgang af de offentligt tilgængelige oplysninger og regnskaber, hvor Bent Vestergaard eller husstanden Markvej 38 er involveret, burde måske give kommunen grund til en nærmere vurdering af omstændighederne."

Grundejerforeningen Anchers Have mener, at beslutningen er truffet på et forkert juridisk grundlag. I et brev til alle byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune skriver grundejerforeningen:

"Af Opholdsstedet Skagens hjemmeside fremgår det klart, at der er tale om en behandlingsinstitution, da personalegruppen tager afsæt i "individuelle og nøje designede behandlingsforløb". Det fremgår også af hjemmesiden, at medarbejderne skal være i besiddelse af relevante pædagogiske uddannelser og erfaringer med målgruppen.

Med henvisning til ovennævnte må Opholdsstedet Skagen betegnes som en behandlingsinstitution, da stedet skal beskæftige sig med hårdt belastede unge, som skal modtage adfærdsregulerende støtte og indsats fra professionelle behandlere, og derudover skal de mandsopdækkes i døgnets 24 timer. Derfor er etableringen i strid med Lov om social service § 142."

Paul Rode Andersen (SF) er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

- Udvalget har tre medlemmer, som bor i Skagen, og jeg ved, at de nærmest ikke kan gå på gaden på grund af denne sag. Men jeg forsøger at være nøgtern, og jeg mener, at alle formalier er i orden, siger Paul Rode Andersen.

Det er Den Tværkommunale Godkendelses- og Tilsynsafdeling (GOT), som har har givet Opholdsstedet Skagen grønt lys. Det er bl.a. sket, fordi Bent Vestergaard har ansat en forstander med socialpædagogiske kompetencer.

Derudover noterer Paul Rode Andersen, at Teknisk Forvaltning først sagde nej til at lave en institution (med lægelige behandlinger), men senere godkendte modellen med et opholdssted (uden læge behandlinger). Ifølge SF'eren kræver den ingen ny lokalplan, men han erkender, at det havde været klogt først at høre naboerne.

- Formelt er sagen i orden, men vi drøfter den igen på vores møde torsdag. Jeg bliver dog nødt til at sige: Hvis alle naboer reagerer, som vi oplever her i Skagen, så er vi tunget til at sende børnene, som i forvejen har det svært, ud på en øde ø, siger Paul Rode Andersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...