De hvide og blå fra FC Outlaws kvalificerede sig lørdag eftermiddag til DM-semifinalerne. Ronnie Gravgaard blev matchvinder 48 sekunder før tid i Hvidovre.
OPDATERET SØNDAG: Floorballspillerne fra FC Outlaws scorede lørdag eftermiddag sejrsmålet 48 sekunder før tid i den femte og afgørende kamp i kvartfinaleserien mod Hvidovre.
Hvidovre havde fordel af hjemmebane i dagens gyser, og hjemmeholdet lignede længede en vinder af opgøret. Hvidovre førte 2-0 efter første periode og bragte sig foran 3-2 i tredje periode. Frederikshavnerne nægtede dog at give op. Først udlignede FC Outlaws, og 48 sekunder før slutfløjtet blev Ronnie Gravgaard matchvinder med sin scoring til 4-3.
Hvidovre tog herefter målmanden ud, men det lykkedes ikke at tilspille sig nogle chancer i den spændende slutfase.
FC Outlaws er dermed klar til semifinalerne, hvor Brønderslev Hot Shot venter. Brønderslev har fordel af hjemmebane i de to første kampe i påsken. I weekenden 10.-11. april spilles kamp nr. tre og eventuelt nr. fire i Idrætshallen.
Frederikshavn Bulldogs' kvinder er også videre til semifinalerne. Bulldogs vandt hele 12-3 og 12-1 over Hvidovre. I semifinalerne venter ÅFS Floorball fra Århus. Det ligner en ny storsejr. I grundspillet mødtes holdene tre gange, og Bulldogs vandt 17-0, 12-3 og 8-1.
Med et nederlag til Rødovre på 2-7 er det til gengæld slut for Outlaws-pigerne i denne omgang. Holdet har gjort det forventede og kommer ganske givet til at præge dansk dame-floorball i de kommende år. Det er et nyt talentfuldt hold, der er ved at tage form.