Overskud for sjette år i træk i White Hawks
Trods ombygning og to trænerfyringer kom Elite Nord Frederikshavn A/S - selskabet bag ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks - ud af regnskabsåret 2014/2015 med et overskud på 7.603 kroner.
Regnskabsåret var præget af halbyggeriet. Ud over en del følgeudgifter, som ikke kan relateres direkte til byggeprojektet, manglede man også cafeteria-omsætningen fra august og frem til 5. december 2014, hvor åbningskampen fandt sted mod Odense Bulldogs i den nyrenoverede hal. Til gengæld skabte de nye rammer større indtægter både på entre- og halomsætningen, hvorved man indhentede en del af de manglende indtægter fra starten af sæsonen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Fyringen af trænerduoen Juha Riihijärvi og Mike Grey kostede også penge, men en fortsat stram økonomisk styring banede alligevel vejen for selskabets sjette overskud i træk.
Elite Nord Frederikshavn A/S har de seneste seks år fremvist følgende overskud:
2014/2015: 7.603 kroner
2013/2014: 17.871 kroner
2012/2013: 65.980 kroner
2011/2012: 94.564 kroner
2010/2011: 414.764 kroner
2009/2010: 869.000 kroner
Direktør Henrik Andersen oplyser, at man også i denne sæson kalkuerer med overskud på driften. Allerede på nuværende tidspunkt har man opnået de budgetterede sponsorindtægter.
Ledelsens sportslige målsætning er i denne sæson en Top 4-placering i grundspillet og en semifinaleplads i slutspillet. Derudover går man efter at komme i pokalfinalen, som i givet fald bliver på hjemmebane i februar. Det kræver, at White Hawks vinder over Esbjerg i semifinalerne.
På generalforsamlingen blev hele bestyrelsen genvalgt. Det vil sige, at det fortsat er Peter Conradsen, Per Boe Larsen, Ole Thue Hansen, Mette Kammer Pedersen og Henrik Andersen, som udgør ledelsen i Elite Nord Frederikshavn A/S.





































