Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.04.2012 | Af: Kanal Frederikshavn

Overskud på 144 millioner kroner i første kvartal

Direktør Ole Vejling: - Alene i løbet af de seneste 12 måneder har vi i alt i Spar Nord fået omkring 9.000 nye kunder netto på landsplan.

Spar Nord har netop offentliggjort sit regnskab for første kvartal 2012, og resultatet er et overskud på 144 millioner kroner før skat – det bedste resultat i 15 kvartaler.

 

Fremgangen skyldes høje indtægter og en flad udvikling i omkostningerne, og alt i alt er direktør Ole Vejling i Spar Nord Frederikshavn godt tilfreds med regnskabet.

- Vi kan konstatere en fortsat forbedring af vores indtjening samtidig med, at det lykkes at holde omkostningerne i ro, så der er bestemt tale om en tilfredsstillende udvikling, siger Ole Vejling.

Ifølge Ole Vejling udfordres banken dog af, at danskerne fortsat er tilbageholdende med at låne penge, og det gør det vanskeligt for banken at fastholde den ønskede vækst i udlånet.

- Vi oplever en generel tendens til, at kunderne betaler deres lån tilbage i et hurtigere tempo, end vi låner nye penge ud. Derfor falder vores udlån, og det ærgrer os naturligvis, for i bund og grund lever vi jo af at låne penge ud.

- Til gengæld får vi hele tiden nye kunder, og det afbøder den lave efterspørgsel efter lån. Alene i løbet af de seneste 12 måneder har vi i alt i Spar Nord fået omkring 9.000 nye kunder netto på landsplan.

Med til at dæmpe bankens kvartalsresultat er fortsat høje nedskrivninger på udlån, der i alt beløber sig til 106 millioner kroner – på niveau med forventningerne.

Spar Nords kapitaludvidelse i marts sætter sit tydelige præg på kvartalsregnskabet. Kapitaludvidelsen indbragte omkring 830 millioner kroner, og det bringer banken i en særdeles stærk position, hvad angår såvel kapital som likviditet.

- Kapitaludvidelsen giver os et godt afsæt til at fortsætte den vækst, som vi fortsat oplever i vores lokale Spar Nord-banker, siger Ole Vejling.

- Desuden giver kapitaludvidelsen Spar Nord mulighed for at overtage andre pengeinstitutter, hvis den helt rigtig mulighed viser sig.

Banken fastholder sine forventninger til en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 800 millioner kroner for hele 2012.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Eframe.dk

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 897 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.3 af 5 fra 6 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close