P. Conradsen: Julemesse på havnen igen i 2017
P. Conradsens kombinerede julemesse og indvielse af ny butik på Frederikshavn Havn blev et så stort tilløbsstykke, at en ny tradition er skabt.
- Vi havde besøg af mellem 240 og 300 kunder og forretningforbindelser fra hele Nordjylland. Vi er overvældede og meget glade for den store opbakning til vores nye afdeling på havnen, siger direktør og indehaver Peter Conradsen.
En lang række af P. Conradsens leverandører deltog selv aktivt i julemessen, så de besøgende kunne blive inspireret på de forskellige stande. Der var desuden opstillet en pølsevogn og et telt, hvor gæsterne hyggede sig, spiste pølser og norske klejner og slukkede tørsten.
Julemessen afvikles normalt på Knivholtvej, hvor P. Conradsen a/s har sit hovedsæde, men efter det vellykkede arrangement i fredags er Peter Conradsen ikke i tvivl.
- Vi gentager succesen på havnen næste år, og vi glæder os mere og mere til havneudvidelsen, siger han.






















































