Gå til hoved-indhold
30. september 2009 - kl. 04.09

Pålægskagemand, kolde øl og floorball i Ravnshøj

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Kvissel/Ravnshøj FC Millionaires skriver lokal idrætshistorie, når de lørdag eftermiddag debuterer i 1. division.
Af: Kanal Frederikshavn

Kvissel/Ravnshøj FC Millionaires debuterer lørdag 3. oktober kl. 14.00 i landets næstbedste række, 1 division. Det sker hjemme i Millionaires Money Arena i Ravnshøj Hallen, hvor det erfarne 1 divisionshold fra Skanderborg Killerbees kommer på besøg.

 Det er således en hård og kompetent modstander, som "Millionærerne" debuterer mod. Det bliver fejret i Ravnshøj, hvor man inviterer byen, trofaste tilskuere og andre interesserede på pålægskagemænd og kolde øl samt en tæt og god floorballkamp.

- Formålet med at holde "åbent hus" er, at vi gerne vil have de lokale i Ravnshøj og omegn ud af sofaerne og få dem til at få øjnene op for floorball. Vi skal have dem de få skridt over i hallen og støtte drengene. Vi er faktisk den højest rangerende idrætsgren, der nogensinde har været i Kvissel, Ravnshøj og omegn, og det er vi fantastisk stolte af, udtaler træner Thomas Lodberg.

Klubben begyndte for to år siden i 3 division og har rykket op lige siden. I optakten til den kommende sæson har Millonaires sensationelt vundet 7-6 over Frederikshavn Bulldogs fra Umbro Ligaen.

- Det var noget, der gav genlyd i resten af landet. Ugen efter mødte vi DM-favoritterne fra FC Outlaws, og her gik vi fra Arena Nord med et mere end godkendt nederlag på 3-6 efter at have spillet lige op mod favoritterne i stort set hele kampen, fortæller Thomas Lodberg.

Kvissel/Ravnshøj FC Millionaires er inden sæsonen blevet forstærket med Christoffer Sørig, Søren Villadsen og Chris Conradsen fra Frederikshavn Bulldogs, samt Mark Reinert, Nikolaj Kindberg og Peter Gade fra FC Outlaws.

- Vi opfordrer folk til at komme ud og se, hvad vi foretager os, og det kunne de passende gøre sammen med et godt stykke smørebrød her på lørdag i Ravnshøj Hallen, siger Thomas Lodberg.

Der er gratis entre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...