15.08.2012 | Af: Kanal Frederikshavn
Palmestrandens opfinder gennemførte en Ironman25695
Steen Heftholm: - Det lykkedes at svømme med stil, cykle fornuftigt og løbe hele vejen. |
Der står "opfinder af Palmestranden i Frederikshavn" på hans visitkort, og nu kan den 39-årige frederikshavner også sætte flueben ud for "har gennemført en Ironman".
Steen Heftholm var blandt de godt 2.000 deltagere, som søndag deltog i Challenge Copenhagen - en vaskeægte Ironman bestående af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,195 kilometer løb.
Han kastede sig ud i bølgerne i lagunen i Amager Strandpark kl. 7.45 og krydsede målstregen kl. 19.45 efter at have gennemført det afsluttende maratonløb på 4 timer og 16 minutter. Det vil sige, at sluttiden lød på 11 timer og 25 minutter, hvilket samlet rakte til en placering som nr. 1.453.
- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg kom under forfængelighedsgrænsen på 12 timer, men jeg fokuserede faktisk ikke på tiden - hverken i forberedelserne eller i søndags. Det vigtigste for mig var, at jeg skulle nyde det, og det gjorde jeg, fortæller Steen Heftholm til Kanal Frederikshavn.
Han beskriver opbakningen fra publikum som "fænomenal". Allerede under svømningen i Amager Strandpark kunne man mærke tilskuerne, der var tæt på, og stemningen var også god på cykelturen op ad Strandvejen til Nivå og rundt i Nordsjælland, inden det hele kulminerede i maratonløbet, der blev afviklet midt i København på en rundstrækning, som deltagerne skulle gennemføre fire gange.
Steen Heftholm har bevidst sat sig flere anderledes mål i sit "Projekt Ironman".
- Jeg traf beslutningen om at deltage for et år siden, og i stedet for at sætte sig et tidsmål var det vigtigt for mig at komme ud af både træningen og selve konkurrencen uden skader. Det lykkedes, og det er jeg stolt over. Jeg har heller ikke været fanatisk i mine forberedelser, ligesom træningen har påvirket min familie mindst muligt. Eksempelvis har jeg løbet og svømmet kl. 4.45, mens cykeltræningen typisk foregik om aftenen.
Steen Heftholm, der er projektleder i Center for Park & Vej i Frederikshavn, har det også godt med, at han - i en tid, hvor mange shopper flittig på nettet - har handlet næsten alt sit udstyr lokalt hos blandt andre Fri Bike Shop, Timing og Peiter Sport.
Steen Heftholm er som skrevet en af idémændene bag Palmestranden. I år stod han i spidsen for den første udgave af Frederikshavn Open Water ved Palmestranden, og efter søndagens oplevelse i København er han ikke i tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår Palmestranden Triathlon afvikles.
- Det skal ikke være en Ironman - måske en halv. Vi skal lave et folkeligt arrangement. Det er jo oplagt. Palmestranden lugter af Hawaii, smiler Steen Heftholm.
Netop på Hawaii afvikles om et par måneder verdens mest prestigefyldte Ironman.
|
|
|
|
| Læst: |
3757 gang(e)
|
| Bedøm: |

Afgiver din stemme
Rating: 4.7 af 5 fra 14 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
|
|
|
|
|
|
<- Tilbage
|
|
| |
|
|
Hans placering blev nr. 740 ud af 1370 deltagere..
(nr. 150 ud af 246 i sin aldersgruppe: Men, 35-39 år)
Kilde: http://results.ultimate.dk/events/2012/tri/challengecopenhagen/estandings/front/frameset.php
Flot Steen...!!