

OPDATERET KL. 15.00: To frederikshavnere - en mand i begyndelsen af 30'erne og en kvinde først i 40'erne - blev i dag ved retten i Hjørring varetægtsfængslet i fire uger. Parret er sigtet for menneskehandel, oplyser TV2/Nord.
Parret har angiveligt forbindelse til en bordelmafia, der driver prostitution flere steder i Jylland. Det oplyser politiadvokat ved Nordjyllands Politi, Peter Rask. Politiet leder stadig efter en formodet bagmand i sagen.
Netop nu afhører politiet en kvinde, der skulle have arbejdet på bordellet.
Parret, der har thailandsk baggrund, har ifølge politiet drevet bordeldrift i Frederikshavn, hvor kvinder er blevet tvunget til at arbejde. Derfor er parret også sigtet for bordeldrift, skriver Ritzau.
Nordjyllands Politi har efterforsket sagen over en længere periode.