Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.09.2019 | Af: Michael Frederiksen

Patrick Madsen flyvende fra start i Frederikshavn

Patrick Madsen er én af ni Herning-spillere, som er skiftet til Frederikshavn White Hawks de seneste 10 år. Foto: iShoot.dk
ISHOCKEY: Patrick Madsen er kommet perfekt fra start i Frederikshavn White Hawks efter sommerens skifte fra barndomsklubben Herning Blue Fox. Hockeysitet Metalligaen.dk har den 26-årige back på Ugens Hold, og han er faldet godt til i landets nordligste hockey-by.

 

- Jeg er positivt overrasket over Frederikshavn. Jeg forventede ikke meget størrelsen taget i betragtning, men der er alt, man skal bruge og mere til, mener Patrick Madsen.

Har du fundet et favorit-spisested?

- Jeg har endnu ikke prøvet alle restauranter i byen, men jeg må indrømme, at jeg har været et par gange på Karma Sushi og 2takt, som er rigtig lækre spisesteder.

Patrick Madsen bor i alene i en lejlighed i midtbyen. Hans kæreste Emilie kunne ikke flytte med til Frederikshavn, da hun selv har en håndboldkarriere, der skal passes i ligaklubben TTH Holstebro.

Metalligaen.dk sætter hver mandag Ugens Hold, og i går kunne Patrick Madsen glæde sig over, at hans 24 minutter på isen i Herlev blev belønnet. "Han var en markant faktor i den nordjyske defensiv, der hev sejren hjem på en vanskelig aften", begrunder Metalligaen.dk valget af Patrick Madsen.

- Det er selvfølgelig dejligt, at der bliver lagt positivt mærke til en, og roserne tager jeg bestemt også til mig. Jeg mener dog endnu ikke, at vi har set mit topniveau her i White Hawks-trøjen, men kampen i Herlev var bestemt godkendt, vurderer Patrick Madsen.

Høgene har lagt fra land med to sejre over Rødovre (1-0) og Herlev (4-2).

- De to sejre er vigtige, både for selvtilliden i truppen og selvfølgelig på pointtavlen. Vi har ikke spillet vores to bedste kampe mod Rødovre og Herlev, men alligevel har vi vundet, og det synes jeg, kendetegner den mentalitet, vi har i truppen i år.

I aften skal Patrick Madsen for første gang ud i et nordjysk lokalopgør, hvor der er point på højkant. De to rivaler spillede to træningskampe inden sæsonen. Aalborg Pirates vandt 4-0 på hjemmebane, mens White Hawks sejrede 5-4 efter forlænget spilletid i Nordjyske Bank Arena.

- Jeg har kunnet fornemme betydningen af de kampe lige fra start, og det er mega fedt. Som spiller giver det ubevidst én noget ekstra energi og gejst, at der er mere end tre point på spil, og at fansene går så meget op i det. Man siger, at fansene er den sjette spiller på banen, og det er jeg fuldstændig enig i, så jeg håber, der kommer rigtig god opbakning i hallen. Jeg kan garantere god ishockey, udtaler Patrick Madsen.

Han forventer en tæt kamp.

- Det har vi heldigvis vist i de to første kampe, at vi er gode til. Aalborg har en rigtig god trup i år, og jeg tror ikke, der er mange, som vil sige mig imod, hvis de er blandt favoritterne til mesterskabet. Men vi kan sagtens spille med dem, og vi tager "selvfølgelig" også sejren, lyder det optimistisk fra midtjyden.

Han er en af efterhånden ganske mange Herning-spillere, som de seneste 10 år har prøvet lykken i Frederikshavn. Listen tæller følgende ni spillere: Frederik Andersen, Lasse Sandgaard, Lasse Lassen, Georg Sørensen, Mads Larsen, Kristoffer Astorp Lauridsen, Joachim Linnet og Mathias Mølgaard. Tre af spillerne er vendt tilbage til Herning.

Derudover har blot to spillere valgt at tage springet fra Frederikshavn til Herning. Morten Lie i 2011 og Lubos Pisar i 2010, og slovakken var en sæson i Sverige, inden han vendte tilbage til Danmark og valgte Herning.

Der er kampstart kl. 19.00 i Nordjyske Bank Arena.

 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close