Per Bak overtager SEEDS efter Marie Dannervig
Den bliver 39-årige Per Bak fra Brønderslev, som overtager børnetøjsforreningen SEEDS i gågaden i Frederikshavn efter Marie Dannervig. Overtagelsen finder sted 4. december, og allerede mandag 6. december er Per Bak klar med et stort åbningssalg.
Per Bak har de seneste fire år været indehaver af SEEDS i Brønderslev, og han er medlem af bestyrelsen i SEEDS, som er Danmarks eneste børnetøjskæde. Der findes en snes forretninger på landsplan.
- Jeg glæder mig til at komme i gang i Frederikshavn, og jeg er rigtigt glad for, at både Bettina Nielsen og Mette Simonsen fortsætter. De kender allerede butikken og kunderne, hvilket er er stor fordel, siger Per Bak.
Han vil også selv i perioder være i Frederikshavn, og derudover har han ansat Anja Ludvigsen på deltid. Hun har en fortid i bl.a. Stof 2000 og Ozon.





































