Gå til hoved-indhold
03. december 2009 - kl. 10.12

Persiennefirma fra Sæby er med på Klimatopmøde

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    ScreenLine Systems nye batteridrevne, motoriserede persiennesystem drives af et eksternt solpanel, hvilket gør systemet energibesparende og CO2-neutralt.
  • 3 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
Af: Kanal Frederikshavn

Miljøbevidste byggerier kan nu vælge en funktionel og spændende lavenergiløsning fra Sæby: Termoruder med integrerede persienner,

der drives af solenergi. Og persiennerne er faktisk så "grønne", at de indtager scenen ved det kommende klimatopmøde i København.

Som vedvarende energikilde er solenergi i vækst, og det er ikke uden grund. I modsætning til fossile brændstoffer findes solenergi overalt på jorden og er derfor et oplagt alternativ, hvis vi vil leve grønnere, renere og mere miljøbevidst.

Og netop miljøet, klimaet og de grønne alternativer er på dagsordenen som aldrig før. Det ved man hos Screenline Systems i Sæby, der netop nu præsenterer et nyt produkt, der til fulde udnytter mulighederne i den enkle og miljøvenlige solenergiteknologi: Et motoriseret persiennesystem til indbygning i termoruder, hvor persiennerne kan vippes og drejes, hæves og sænkes, udelukkende ved hjælp af solenergi.

Persiennesystemet passer perfekt ind i den grønne tidsånd, og vil da også være at finde ved klimatopmødet i København. Her vil persiennerne blive brugt i lavenergi legehuse, som det velrenommerede arkitektfirma C.F. Møller har udviklet i samarbejde med virksomheden Saint-Gobain.

"Play House", som legehusene hedder, opstilles forskellige steder i København under klimatopmødet som eksempler på nytænkning indenfor udnyttelsen af vedvarende energi.

Det soldrevne persiennesystem er en æstetisk, funktionel og ikke mindst avanceret løsning, men teknologien bag er enkel: Et solcelle-panel opfanger solens stråler, og solenergien lader de batterier op, som driver persiennesystemets motor. Ved hjælp af fjernbetjeningen eller et enkelt tryk på tasten på ruden, kan persiennen vendes, hæves eller sænkes alt efter behov.

Udover energibesparelser og god CO2-samvittighed er fordelene ved det soldrevne persiennesystem mange. En af de væsentligste fordele er, at man i kraft af solcelle-panelet ikke har brug for at få installeret en strømforsyning og derfor slipper for skæmmende ledninger i boligen.

Da det selv om vinteren og på en overskyet dag er muligt at udnytte solens energi, løber batterierne aldrig tør for strøm, men bliver løbende ladt op – helt af sig selv - og persiennerne kan altså køres op og ned, uanset om solen skinner eller ej og uafhængigt af eksterne strømkilder.

Virksomheden bag det motoriserede, soldrevne persiennesystem er Screenline Systems ApS i Sæby, der har specialiseret sig i at levere et bredt udvalg af afskærmningsløsninger til indbygning i termoruder.

Sortimentet omfatter - udover persienner - også rullegardiner og plisségardiner, der alle indbygges i termorudens hulrum og kan anvendes til alle former for termoruder.

De indbyggede løsninger påvirker ikke termorudens isoleringsevne og beskyttet som de er bag glas mod snavs og regn, er de så godt som vedligeholdelsesfrie. Produkterne produceres i Italien og Screenline Systems har forhandlingen i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...