Peter A.G. krydrer sit soloshow med anekdoter
"Musikken bliver en ven, der aldrig svigter. "Det Scene Show" er min hyldest til dette venskab", siger Peter A.G. Nielsen om sin solo-turné, der lørdag 8. oktober rammer Det Musiske Hus. Vi kender ham som den karismatiske frontfigur i det århusianske band Gnags. Ham, der hælder danskvand i håret, mens han danser og hopper rundt på scenen og synger om vilde kaniner og karruselkongen Mr. Swing King.
Hudløst ærligt er Peter fra Skjern alene på scenen med sig selv og sin guitar. "Det Scene Show" har fået stor ros og består af to afdelinger, hvor første afdeling er en samling helt nye sange fra albummet af samme navn. Sangene handler om den kendte sangers liv med musikken fra de første drengedrømme og til, hvor han er i livet den dag i dag. Om barndommen på landet. De første oplevelser med musikken. Den første guitar. De første åbenbaringer og hvad det er han så gerne vil fortælle i sine sange. Det hele sat sammen som en rejse ind i kunstens verden.
Anden afdeling er helliget alle de kendte sange, det er blevet til i karrieren. Spillet og fortolket akustisk, så sangene spejler sig på nye måder. Der vil blive genhør med alle de største Gnags-sange som "Når jeg bli´r gammel", "Den dejligste morgen", "Kærester" og "Slingrer ned ad Vestergade".
Hele showet er krydret med anekdoter og historier fra livet som sanger og sangskriver fra en person, der har betydet meget for dansk musik. En person, der i julemåneden rammer det skarpe hjørne og milepælen det er, når man bliver 60 år.
Der knytter sig faktisk også en anekdote til Peter A.G.'s kommende optræden i Frederikshavn. Det er nemlig sådan, at arrangementschefen for Det Musiske Hus, Kasper Bonde helt tilfældigt mødte den karismatiske sanger under et ophold i København.
- Nu er det sådan, at jeg i løbet af de seneste fire år har siddet og dealet med en bunke forskellige mennesker fra bookingbureauerne. Men alt har foregået hjemmefra kontoret her. Så for at få sat ansigt på de folk, jeg så mange gange har snakket med, så pakkede jeg en kuffert og tog på rundtur i landet, fortæller Kasper Bonde.
- Turen bragte mig så til København, og jeg sidder på hovedstadens ældste shawarma-bar, et stenkast fra Rådhuspladsen. Pludselig er der en gråskægget mand, som spørger om stolen lige ved siden af mig er ledig. Jeg svarer, at han sagtens kan sætte sig og genkender naturligvis straks manden. Vi falder i snak, og jeg fortæller ham, at jeg rent faktisk netop har booket ham til en optræden her i Det Musiske Hus.
- Det griner vi noget af og får os derefter en rigtig mand til mand-snak om livet, familie og værdier i livet. Han fortæller, at han tager hatten af for folk, der laver kulturbegivenheder, og at han nok hellere må tage sig ekstra sammen til koncerten i Frederikshavn, når nu han har snakket med direktøren for musikstedet, griner Kasper Bonde.
Han har været musikchef i Det Musiske Hus siden 2007 og er selv musikuddannet fra Konservatoriet i Aalborg.
Der venter helt sikkert en stor oplevelse for de fremmødte i Det Musiske Hus, når et af landets største musikalske og langtidsholdbare ikoner gæster Frederikshavn.
Book din billet på www.detmusiskehus.dk.






































