Peter Bøgil direktør for Danmarks bedste hotel
Frederikshavneren Peter Bøgil er klar til en ny spændende udfordring i hotelbranchen. Han er netop begyndt som ny daglig leder af Bandholm Hotel på Lolland.
Det historiske hotel i Bandholm på Lolland har netop skiftet ejere. Den daglige ledelse vil fremover blive varetaget af Peter Bøgil. Han er flyttet fra Frederikshavn til Bandholm sammen med sin bedre halvdel, Heidi Graversgaard.
Hotellet har hidtil været ejet af personer med forbindelse til den kontroversielle og nu nedlagte menighed Faderhuset. Nu er det dog overtaget af en ejerkreds fra det danske erhvervsliv med erfaring i hotel- og restaurationsbranchen.
- Vores plan er umiddelbart, at der ikke skal laves særlig meget om på en succes. Hotellet er veldrevet og fungerer rigtig, rigtig godt, siger Peter Bøgil til TV2 Øst.
Han har dog udset sig en tidligere Michelinkok, som han håber at kunne få til Lolland, så køkkenet på Bandholm Hotel kan få et løft.
52-årige Peter Bøgil har et indgående kendskab til hotelbranchen. Han har blandt andet en baggrund hos Danske Hoteller, Ruths Hotel i Gl. Skagen, Dragør Badehotel, Brøndums Hotel i Skagen, og Hotel Frederikshavn, Sømandshjemmet. Han kommer senest fra en stilling som direktør for Best Western Plus Hotel Kronjylland i Randers.
Bandholm Hotel har i de senere år gennemgået en rivende udvikling og har vundet mange priser. Både i 2017, 2018 og 2019 er Bandholm Hotel blevet kåret som Danmarks bedste hotel af verdens største rejsesite TripAdvisor.





































