Peter Marquard har lukket efter 24 år som butiksejer
Tøjbutikken OZON i gågaden i Frederikshavn er lukket, og efter næsten 24 år som butiksejer er 53-årige Peter Marquard dermed på jagt efter nye arbejdsmæssige udfordringer.
- Helt ærligt ved jeg endnu ikke, hvad fremtiden byder på, men jeg håber da, at der dukker en spændende mulighed op, siger Peter Marquard, som er frederikshavner med stort F.
Han er uddannet i Spar Nord, men i 1996 åbnede han skobutikken Bianco på hjørnet af Danmarksgade og Th. Bergs Gade. Fra 1999 til 2002 var han desuden indehaver af en Bianco-butik i Göteborg.
I 2004 udvidede han med modetøj til piger og kvinder, da han åbnede OZON, og fra 2010 droppede han Bianco og brugte alle sine kræfter på OZON. Det blev også til en udvidelse af butikken i Frederikshavn.
Men nu er det slut. Peter Marquard har besluttet at lukke butikken og selskabet bag OZON.
- Jeg synes ikke, at butikken på det seneste har performet tilfredsstillende nok. Kigger jeg fremad, ved jeg jo, at gågaden bliver gravet op i 2020, hvilket ikke er befordrende for en eventuel mere positiv udvikling, siger Peter Marquard.
Han sender en stor tak til kunderne for næsten 24 spændende år og ser frem til nye udfordringer.





































