De samme erhvervsfolk har flere år i træk reddet Frederikshavn FOX økonomisk. Denne gang ville de have flere til at betale, men det lykkedes ikke at finde nogle, og derfor drejede FOX nøglen, forklarer formand Pia Vanggaard.
Hvordan kunne det gå så galt i Frederikshavn FOX? Det spørgsmål er diskuteret mange steder efter tirsdagens chokerende nyhed: FOX går konkurs og tvangsnedrykkes til 3. division.
Hvorfor havde FOX-ledelsen ikke mere styr på økonomien? FOX-bestyrelsen består jo ikke ligefrem af novicer, når det gælder økonomi. Tværtimod er der tale om fremtrædende og succesrige lokale erhvervsfolk. Alligevel gik det helt galt.
17. februar bevilgede Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune 425.000 kroner i sponsorstøtte til Frederikshavn FOX. Første rate - 250.000 kroner - blev straks indbetalt (kommunale midler, som nu er tabt). 35 dage senere indgav Frederikshavn FOX konkursbegæring med en gæld på 1,4 mio. kr.
Hvordan kunne det gå så galt?
- Når de selvsamme fremtrædende erhvervsfolk synes, at nu skal der flere til at betale for gildet og ikke længere vil være ene om at lægge penge i håndbolden, ja, så bliver fadet tomt på et tidspunkt, forklarer formand Pia Vanggaard.
- Vi mener selv, vi lagde ud med en fornuftig spillertrup på et lønniveau på 1,9 mio. kr, som var en reduktion på ca. 400.000 i forhold til sæsonen 08-09. Ligeledes havde vi ved sæsonens start budgetteret med et lavere indtægtsbudget, men at indtægterne blev halveret i forhold til sæsonen 08-09 havde vi forregnet os på. Og da vi undervejs i forløbet har forhørt os hos potentielle nye sponsorer, har interessen været behersket. Samme fænomen har erhvervsklubben oplevet. Den har oplevet en stor nedgang i medlemsskaren, oplyser FOX-formanden.
Bestyrelsen overvejede til det sidste at forsøge at redde klubben.
- Men her var det så, at nogle af os gamle sagde: "Stop, vi har reddet klubben før. Denne gang må der andre til". De "andre" var der desværre ikke nok af. Der er dog heldigvis er par stykker, som har sagt, at de gerne vil være med til noget fremadrettet, og det er så derfor, vi valgte at indgive konkursbegæring. Vi vil nu benytte lejligheden til at få ryddet op, starte på en frisk med lokale spillere, finde tilbage til rødderne og forhåbentlig genfinde den enorme interesse – også i erhvervslivet – der tidligere har været, udtaler Pia Vanggaard.
Hun beklager dybt situationen.
- Jeg ved, at ingen undskyldning er god nok for de – spillere og andre personaler – det er gået ud over, siger Pia Vanggaard.
Anden og sidste rate af sponsorstøtten på 425.000 skulle efter planen have været udbetalt i september.