Gå til hoved-indhold
15. juni 2010 - kl. 15.06

Pligtsejr til Bangsbo Freja ude over Nykøbing Mors

  • 1 af 2
    FOTO: John Christensen
  • 2 af 2
    Målscorer Jonas Frederiksen, der med sin helflugter til 2-0 i Mors, viste nogle af de kvaliteter, som gjorde hans onkel, Søren Frederiksen, til topscorer i Superligaen.
Af: John Christensen

Efter to nederlag til AaB og FK Viborg lykkedes det igen Bangsbo Frejas U13M at vinde. De dygtige drenge fra sydbyens fodboldklub vandt 2-0 ude over bundholdet Nykøbing Mors.

Efter 6-0 hjemme var det med en smule bange anelser, at vi satte os i bussen mod Mors. Ét var en storsejr hjemme i stærkeste opstilling, noget andet er en udekamp mellem et tændt hjemmehold og et skadesramt Bangsbo-hold. Og netop sådan udviklede det sig – et hjemmehold, der stod godt på banen, og spillere fra Bangsbo, som var slidte efter en lang og hård forårssæson.

Blæsten gik frisk over Limfjordens vande, men inde på stadion var der nogenlunde læ. Vi sad, set fra vores sidelinje, på kampen, men kom ikke til de chancer der skulle til for at få bolden i nettet. Først i det 25. minut kom forløsningen, da Christoffer Nødgård opfangede et indlæg i feltet fra Moses Nielsen og sendte den sikkert i kassen bag den ellers glimrende Mors-keeper.

Så skulle der gå endnu 25 lange minutter, før vi fik lukket kampen, men så skete det også med bravur. Jonas Frederiksen var rykket fra sin centrale plads i forsvaret frem på en offensiv midtbane, og i denne position modtog han et indlæg fra højrekanten inde i feltet, hvor han et kort øjeblik overvejede at tæmme, men heldigvis valgte at helflugte. En klassekasse uden chance for Mors-keeperen og 2-0 til Bangsbo. Endelig kunne vi ånde lettet op og betragte kampen som vundet.

Selvom spillet ej heller denne gang var prangende, kunne alle drengene dog være deres indsats bekendt, og det vi i øjeblikket ikke viser i smukt spil, viser vi heldigvis i fight og indstilling.

Men of the Match blev, efter en herreindsats i forsvaret, Kasper Bruun, og på højre kant vores tidligere topscorer fra Ravnshøj, Jonas Jensen, der ganske vist ikke scorede mål, men viste den arbejdsindsats og vilje, der skal til for netop at ende i den rolle igen.

Sidste kamp er hjemme torsdag kl. 19.00 mod Aalborg KFUM, og vinder vi her, kan vi sikre os andenpladsen i det, der har været en særdeles tæt og jævnbyrdig række. Taber eller spiller vi uafgjort, og AaB vinder, ender vi på tredjepladsen – stadig godkendt i forhold til udlægget fra sæsonstart, hvor vi satte os for at blive blandt de fire bedste i rækken.

Begge dele rækker til at spille mod Jyllands 12 bedste hold i U14M-1 og forhåbentlig tiltrække et par spillere eller tre, der vil kunne forstærke truppen. Til mandagens træning kan vi i hvert fald se frem til at prøvetræne en midtbanespiller fra Sindal, der har henvendt sig med ønsket om yderligere udfordringer.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...