08-02-10 | Af: Anne Munch
Politisk projekt afsluttet med succes i København
De unge besøgte også Folketinget, hvor de bl.a. hilste på folketingsmedlem Bjarne Laustsen (t.v.). |
Anne Munch er 15 år og går på Privatskolen i Frederikshavn. Hun har deltaget på et hold i Ungdomsskolen, der hed "Politik på den sjove måde". Anne Munk skriver om det spændende forløb:
Ungdomsskolen havde i år oprettet et hold kaldet "Politik på den sjove måde". Det var et hold, hvor vi unge kunne diskutere politik sammen i en gruppe og få muligheden for at gå et skridt videre med det.
Vi arbejdede hovedsagelig med kommunalvalget i Frederikshavn Kommune. Vi var omkring 12 stykker fra forskellige skoler i Frederikshavn Kommune.
To lørdage mødtes vi på Privatskolen fra klokken 9.00 til klokken 14.00 for at arbejde med forskellige workshops og dilemmaspil. Vi diskuterede politik og udarbejdede spørgsmål, vi ville spørge de forskellige politikere om, da de gav os, og mange andre unge, chancen i Maskinhallen inden kommunalvalget.
Vi foreslog et ungdomskort til Frederikshavn Kommune, og det vil sige, vi vil have gratis transport til alle ungdomsuddannelser og fritidsaktivitet i Frederikshavn Kommune. Politikerne syntes godt om idéen, og nu må vi se, om det bliver til noget! Vi vil ALLE prøve at holde dem fast på det!
Som afslutning på holdet tog vi 22.-23. januar med en bus til København. Vi skulle være der fra fredag aften til søndag eftermiddag. Vi boede på Cabinn, hvorfra vi gik til de forskellige seværdigheder, vi skulle se.
Lørdag morgen gik vi tværs over søerne. Det var et historisk øjeblik. Der var fyldt med unge og voksne, som skøjtede og hyggede sig på isen. Om lørdagen var vi også inde og se Christiansborg, hvor vi blandt andet kom til at stå ved talerstolen og sidde i den sofa, Obama og mange andre kendte politikere også har siddet i.
Kirsten Morild, vores "leder" på holdet og guide på turen, var ikke til at rokke ud af formandspladsen. Vi blev vist rundt af en gammel elev fra Privatskolen i Frederikshavn og folketingsmedlem Bjarne Laustsen, der er valgt i Frederikshavn-kredse. Vi var der i over tre timer, og vi fik en oplevelse for livet. Det var spændende, lærerigt og sjovt.
Den samme dag var vi også på en lille bytur og til U2-koncert på Tycho Brahe Planetarium. Om Søndagen var vi inde at se Det Kongelige Teater, hvor vi sad i kongelogen. Vi så også balletskolen og alle balletkjolerne. Senere på dagen tog vi metroen ud til lufthavnen, hvor vi fløj hjem til Aalborg.
Vi havde en rigtig hyggelig tur med et godt fællesskab. Vi planlægger nu et "Politik på den sjove måde 2"-hold, hvor vi vil arbejde med EU-parlementet, og vi har også talt om en tur til Bruxelles. Vi har jo rigtige gode kontakter på Christiansborg nu -de er lidt ligesom vores spindoktorer.