Fem ekvilibristiske mandlige dansere og solodanserinden Stephanie Thomasen indtager scenen.
Uppercut Danseteater besøger 2. marts 2012 kl. 19.30 Frederikshavn Teaterforening. Der er tale om en unik og prisvindende opsætning, som kommer til Frederikshavn med et ekstra krydderi: Teatrets prisvindende koreografi, Black Sheep.
Black Sheep vandt i november Copenhagen Choreography Competition i Østre Gasværk, og dommeren, Nikolai Hübbe fra Den Kongelige Ballet, blev så begejstret, at han har inviteret Uppercut Danseteater til at præsentere koreografien på Det Kongelige Teater som del af danseaftenen "Hübberiet" i foråret 2012.
Publikum i Frederikshavn får nu også mulighed for at opleve Black Sheep, hvor fem ekvilibristiske mandlige dansere og solodanserinden Stephanie Thomasen indtager scenen i en fascinerende rejse fra liv til død - intet mindre.
Hvis man ikke allerede har sikret sig en billet, er det om at være hurtig. Prisen er fortsat kun 100 kr. pr. billet, og de kan købes via billetnet.dk eller ved at henvende sig direkte i Det Musiske Hus.
Siden grundlæggelsen har Uppercut Danseteater, under ledelse af Cher Geurtze og Sheila de Val, haft børne- og ungdomsforestillinger samt danseworkshops for børn og unge som sit varemærke. Kompagniet formidler dans som en ny udtryksform, og kompagniets forestillinger er set af mere end 70.000 børn og unge.
Uppercut Danseteaters stil ligger i grænselandet mellem moderne dans og performance, og har en lang tradition for samarbejde med forskellige gæstekunstnere, film- og teaterinstruktører, komponister og udenlandske koreografer.