Produktionsskole får donation på 100.000 kr.
ROBLON FONDEN har doneret 100.000 kroner til Frederikshavn Produktionsskole. Pengene skal bruges til et projekt, der hjælper sårbare og udsatte unge til igen at finde troen på sig selv.
Projektet SKAB DIG skal styrke elevernes selvværd, så de bliver i stand til at tage ansvar for eget liv, udvikling og fremtid. Og det er der brug for. Eleverne har udfordringer, der kræver særligt fokus for, at de kan finde kvaliteten frem i deres liv. Produktionsskolen vil derfor afprøve nye veje i indsatsen for at motivere og inspirere de unge til at påbegynde en ungdomsuddannelse eller finde beskæftigelse.
- Nogle gange er det nødvendigt at tænke ud af boksen og afprøve andre initiativer, som kan være med til at styrke de unges tro på sig selv, på egne evner og på en fremtid med muligheder. Det projekt vi med donationen nu kan realisere, gør en forskel. I samarbejde med livscoach Anders Elholm Jeppesen har to af skolens medarbejdere udviklet et projekt- og coachingforløb for skolens elever, siger Carsten Meldgaard, forstander, Frederikshavn Produktionsskole, og fortsætter:
- Dermed kan vi understøtte og accelerere personalets daglige arbejde med eleverne. Og det betyder vitaminer til vores skolearbejde - til stor gavn for skolens udvikling. Det er en fantastisk gave at få 100.000 kroner, og vi sætter umådelig stor pris på anerkendelsen. Vi siger tak til ROBLON FONDEN.
I et samfundsmæssigt perspektiv er det værdifuldt at få Produktionsskolens elever i job eller uddannelse, da de i mange tilfælde ellers bliver afhængige af offentlig forsørgelse. At ændre denne kurs i en tidlig alder og gøre gruppen selvforsørgende eller i mindre grad afhængig af offentlig forsørgelse vil fremadrettet spare samfundet ressourcer.
Nordjylland og Frederikshavn Kommune vil i fremtiden komme til at mangle arbejdskraft på grund af forventet jobskabelse og demografisk udvikling med færre i den arbejdsduelige alder. At få denne gruppe unge i beskæftigelse vil derfor også være til stor gavn for lokalsamfundet.
- Frederikshavn Kommune har stor sympati for det arbejde Produktionsskolen udfører med de unge. De er et vigtigt råstof for at arbejdsmarkedet fungerer på sigt, fordi vi som kommune er afhængige af at alle bidrager til at få økonomien til at fungere. Når det er sagt, så er det meget vigtigt, at de unge mennesker har livskvalitet og tro på fremtiden. Derfor er det utrolig glædeligt, at Produktionsskolen nu får bedre mulighed for at styrke de unges selvværd, siger borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune.





































