Palmestranden har indtil videre overlevet kommunens sparekniv, men projektet med attraktive helårsstrande droppes.
Projektet "Attraktive helårsstrande", som Frederikshavn Kommune i samarbejde med Hjørring Kommune og Toppen af Danmark igangsatte for et par år siden, skal stoppes. Det er i hvert fald indstillingen fra forvaltningen til politikerne i Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, som drøfter sagen på sit møde i denne uge.
De tre målsætninger vedrørende strandene var:
1) Bedre information 2) Bedre adgang 3) Attraktive og miljørigtig strande
Der blev søgt medfinansiering hos bl.a. Friluftsrådet, Fiskeri LAG Nord og LAG Vendsyssel.
På nuværende tidspunkt er der realiseret dele af målsætning 1 om bedre information, idet der i Frederikshavn Kommune er blevet opsat 17 infostandere på Blå Flag-strandene og havne.
Der er dog ikke arbejdet med projektet det seneste år på grund af de besparelser, der er gennemført på budgettet, og der er for nuværende således heller ikke afsat særskilte budgetmidler til færdiggørelsen af projekt.
Meldingen fra Hjørring Kommune er den samme. Den overvejer at omdisponere midlerne fra projektet til andre formål.
På den baggrund anbefaler teknisk direktør, Mikael Jentsch, at projektet stoppes nu. Skulle målsætning 2 og 3 opfyldes, ville det koste Frederikshavn Kommune 1.665.000 kr.
I weekenden kunne vi også fortælle, at forvaltningen anbefaler et nej til at bruge 45.000 kr. på livreddere i otte uger af sommerferien 2011 på Palmestranden.