Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.05.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Psykolog-Centret har ansat to nye behandlere

Psykologerne Tania Buhelt Leer (t.v.) og Kamilla S. Kosar har skrevet kontrakt med medejer af Psykolog-Centret Bjørn Danielsen for de næste tre år.
Psykolog-Centret i Frederikshavn byder næste generation af behandlere velkommen. Klinikken i Danmarksgade har skrevet kontrakt med to nye psykologer, som i særlig høj grad stiller sig til rådighed for unge med udfordringer i livet.

 

To nye, skarpe psykologhjerner. To hjerter, der banker særligt varmt for unge med ondt i livet. Psykolog og medejer af Psykolog-Centret i Danmarksgade, Bjørn Danielsen, er mere end tilfreds med sine nye kollegaer Kamilla Kosar og Tania Buhelt Leer.

- Det her er en stor gevinst for ikke bare vores klinik, men for hele kommunen. Jeg har haft Kamilla og Tania i praktik i to måneder nu. Og jeg kan med ro i sjælen sige god for dem som psykologer såvel som personer, siger Bjørn Danielsen.

Begge psykologer er uddannede fra Aalborg Universitet.

Tania Buhelt Leer er 32 år og oprindeligt fra Skagen. Kamilla Kosar er 26 år og fra Aalborg. De har begge arbejdet med børn og unge under studiet på Aalborg Universitet. Og de har begge netop denne målgruppe som faglig særinteresse.

- Jeg tror, at det betyder meget for børn og unge, at man som psykolog taler deres sprog og kender deres virkelighed og problemstillinger. Og netop det kan jeg bidrage med. Jeg kan desuden give et frisk blik på den store faglige viden, der er i Psykolog-Centret, siger psykolog Kamilla Kosar, der fik stillingen via Frederikshavn Kommunes rekrutteringstiltag Move North.

Også psykolog Tania Buhelt Leer føler sig godt rustet til at tage imod de yngre klienter.

- Jeg møder folk der, hvor de er i livet. Og jeg taler med personer ud fra, hvad der giver mest mening for dem. Min erfaringsbaggrund gør desuden, at jeg kender til det pres, børn og unge kan opleve i skole- og studiemiljøet og i det sociale miljø, siger Tania Buhelt Leer.

De to nyansatte psykologer får til opgave at oprette terapigrupper for børn og unge. Her vil otte til ti klienter ad gangen sammen med to psykologer få mulighed for at lære af hinandens erfaringer. Der vil i terapigrupperne blive sat særligt fokus på problematikkerne: angst og depression. Unge mellem 18-21 år har mulighed for at gruppeterapien kan tilbydes gratis.

- Tanken er, at de unge skal få mulighed for at dele oplevelser med andre i samme situation som dem. På den måde lærer de, at de ikke er alene om deres problemer. De får et rum, hvor de frit kan tale om ensomhed, bekymringer og andre problemer sammen med jævnaldrende, siger Bjørn Danielsen.

Psykolog-Centret har eksisteret siden 2006. Med de to nyansatte behandlere er der i alt syv psykologer og en familierådgiver ansat.

Klinikken har to afdelinger i henholdsvis Frederikshavn og på Læsø. Man arbejder desuden på at genåbne en afdeling i Sindal.


Centret har hidtil haft op til fire måneders ventetid på behandling. Ventetiden er med de to nye psykologer reduceret til nul.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close