Den nye indbygningsovn fra Frederikshavn – en konvektionsovn, der har et stort brandkammer med plads til 50 centimeter lange brændestykker - fremstår i et helt enkelt, minimalistisk design.
Rais i Vangen introducerer en ny bred indsatsovn, der - med et minimalt udslip af partikler - udnytter 80 procent af træets brandværdi og flytter varmen rundt i boligen.
- Vi har konsekvent fokus på udvikling af mere effektive og miljøvenlige brændeovne, og vi er stolte over at gå på banen med en af markedets mest effektive og miljøvenlige brændeovne til indbygning i væggen.
Det er marketingchef Ann Charlotte Wellejus fra Rais i Frederikshavn, der præsenterer det nyeste skud på stammen af miljøneutrale brændeovne i et eksklusivt design.
- Det er lykkedes at optimere udnyttelsesgraden af træets brandværdi til 80 procent samtidig med, at udslippet af røgpartikler er reduceret til minimale 2,6 gram pr kilo træ, fortsætter Ann Charlotte Wellejus og tilføjer, at den nye indbygningsovn, der præsenteres på Cph Lifestile i de Carlsbergs gamle tappehaller, har plads til 50 centimeter lange brændestykker.
Marketingchefen oplyser, at den nye indbygningsovn, som har fået navnet Rais 700, er forberedt til at flytte varmen fra rum til rum og derudover kan udstyres med virksomhedens Air-System, der tilfører frisk luft udefra til selve forbrændingen.
- Derved sikres en optimal og miljørigtig forbrænding, der også i nye, helt tætte passivhuse og boliger i energiklasse 1 er neutral overfor elektronisk styrede luftskiftesystemer.