Babylove & the van Dangos mener, at skolekoncerterne i høj grad er med til at udvide elevernes musikalske horisont og smag.
Elever i Frederikshavn Kommune kan i næste uge se frem til livemusik i topklasse, når rapperen Negash Ali og ska-gruppen Babylove & the van Dangos får plads på skoleskemaet.
Det er to internationale musiknavne, der 6.-7. oktober gæster Ravnshøj Skole, Jerup Skole og Sæbygaardskolen i Frederikshavn Kommune.
Negash Ali er bare 20 år gammel og et af de helt store håb på den danske rapscene. Sammen med sin med-rapper J-Spliff og DJ’en Temu Bacot giver han den gas med engelsksproget hiphop i særklasse.
Uden tvivl en helt anderledes, medrivende oplevelse for de cirka 240 mellemtrinselever, der kommer til at opleve den unge stjerne. De samme dage som Negash Alis tekster og håndtegn flyver i luften, åbner gruppen Babylove & the van Dangos døren ind til en helt anden genre, nemlig jamaicansk ska og rocksteady.
Gruppen har netop udgivet sit tredje album og er, efter en travl sommer med koncerter på blandt andet Skanderborg Festival, ved at turnere Danmark rundt inden turen går videre ud i verden.
Med en sådan succes kunne man godt tro, at koncerter i folkeskoler ikke står øverst på listen over ønskejobs, men sådan ser Babylove & the van Dangos slet ikke på det. Tværtimod.
- Eleverne i overbygningen har en alder, hvor de er sultne efter at lære ny, alternativ musik at kende, men ikke altid ved, hvor de skal opsøge den. Derfor er det vigtigt, at vi kommer ud og spiller for dem i deres miljø, siger gruppens trommeslager Mikkel Szlavik.
Hans oplevelse er, at koncerterne i høj grad er med til at udvide elevernes musikalske horisont og smag.
- Vi får mange positive tilbagemeldinger, når de hører den jamaikanske ska-musik for første gang, og det sker ofte, at vi møder eleverne igen, når vi spiller koncerter ude på spillestederne,” siger Mikkel Szlavik, der ikke lægger skjul på, at det selvfølgelig er fedt at få flere fans.
Trommeslagerens ord om børnenes sult efter nye oplevelser, er netop en del af grundlaget for overhovedet at afholde koncerterne. Frederikshavn Kommune har valgt at sikre sine skolebørn en almen musisk dannelse via levende, professionellekoncerter.
Koncertordningen kaldes Musik i Tide og findes i i alt 54 kommuner – blandt andet også i Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring og Jammerbugt.
Musik i Tide betyder, at alle børn på de tilmeldte skoler, oplever mindst én koncert om året, der sikrer dem indblik i mange genrer og musikkulturer, de ellers ikke ville have mødt. Der følger også et tværfagligt undervisningsmateriale med til hver koncert, så oplevelsen løftes op på et højere niveau og bindes sammen med skolens læringsplaner.