Gå til hoved-indhold
09. maj 2024 - kl. 00.05

Recycling City: Rambøll tilknyttes som rådgiver

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune opgiver at ansætte en medarbejder, som skulle have varetaget opgaven med planlægningsarbejdet for Recycling City. Trods to stillingsopslag har det ikke været muligt at finde den rette kandidat. For at sikre fremdrift har administrationen nu valgt at tilknytte konsulentfirmaet Rambøll som rådgiver.

Rambøll vil bidrage med sin ekspertise og erfaring inden for udvikling af denne type erhverv og områder til vedvarende energianlæg samt deres kendskab til både nationale krav og EU-lovgivning, som forventes at spille en væsentlig rolle for tiltrækning af virksomheder til området.

Rambølls involvering forventes derfor at styrke kommunens evne til at udvikle en ambitiøs helhedsplan inden for den fastsatte tidsramme. Som følge af, at der er indgået en aftale med Rambøll, er det fortsat forventningen, at der kan fremlægges et forslag til helhedsplan i efteråret 2024.

Helhedsplanen skal danne rammerne for fremtidens Recycling City og sikre, at området udvikles i overensstemmelse med kommunens visioner for den grønne omstilling og jobskabelsen i Frederikshavn.

Målet er at skabe en plan, der ikke blot tiltrækker virksomheder, men også engagerer og inspirerer borgerne. Derfor skal det sikres, at helhedsplanen indeholder løsninger og muligheder for samarbejde på tværs af erhvervsliv og borgere.

Helhedsplanen skal gennem involvering etablere tætte partnerskaber med lokalsamfund, organisationer og virksomheder for at skabe bredt ejerskab. Der skal derfor arbejdes med en konkret udviklingsproces, der inddrager lodsejere, virksomheder, energiselskaber, erhvervsliv, borgere, og foreninger i en åben og direkte dialog.

Der vil for eksempel være fokus på at implementere en åben adgang til området baseret på bæredygtige principper. Hermed sikres, at området er let tilgængeligt uden at gå på kompromis med miljøet. Planen skal bruge og forstærke de eksisterende rekreative naturområder, der forbedrer livskvaliteten for beboere og arbejdstagere i området.

Helhedsplanen stræber efter at gøre Recycling City til et ikon for bæredygtig udvikling ved at demonstrere integrationen af lokalsamfund, grøn energi og bæredygtige virksomheder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...