Tordenskiolds Soldater kunne lørdag ved middagstid fejre Hendes Majestæt Dronning Margrethe den II’s 40 års regentjubilæum med 27 skud som salut på dagen.
Det var Fladstrands Artilleri Corps, der ledsaget af trommer, stod klar ved kanonerne til at afgive de 27 skud, som gav genlyd gennem en stor del af byen. Desuden blev der spillet feltkoncert af Fladstrands Tambourer til glæde for de fremmødte gæster.
- Det gik præcis, som vi ønskede det. Hvis ikke vi skulle kunne give Dronningen de 27 skud og fejre hende, hvem skulle så? Det er Forsvarets befaling, at man saluterer Dronningen med de 27 skud. Men derudover skulle man opleve dengang Kronprinsen blev gift. Der hedder det sig 21x3 skud for det gifte par. Den dag gik det vildt for sig på Pikkerbakken, fortæller en tilfreds Laurits Nielsen, der sammen med de øvrige soldater havde taget det fine tøj på i anledningen.
En del gæster var mødt op, og det var tydeligt at se, at de nød fejringen af regentens jubilæum, som desuden vil være at opleve det meste af dagen i fjernsynet.
- Jeg synes det var et alletiders arrangement, og jeg er stolt af at være med til at fejre Dronningen. Jeg synes, at hun har gjort rigtig meget godt for Danmark og for erhvervslivet. Desuden leverede borgmester, Lars Møller, en god tale. Han kunne berette om livet som ung konfirmand ved Dronningens tiltræden. Så kom han ind på fattigfirserne osv., og jeg synes generelt det var en god tale, konkluderer Laurits Nielsen.
- Det er sindssyg koldt en dag som i dag, så nu vil vi tage på Knallen og spise garnisionssuppe. Det bliver rigtig godt at komme ind i varmen og afslutte dagen. Jeg synes, at det har været rigtig godt at være en del af fejringen. Tambourerne gjorde det godt, og der har været rigtig god stemning.