Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.08.2011 | Af: Teis Volstrup

Regeringen er blevet glad for sit værste mareridt

Teis Volstrup: - Regeringen har alt for længe set passivt til, mens recessionen har presset sig på.

Folketingskandidat Teis Volstrup (SF) har skrevet dette indlæg: I denne uge fremlagde regeringen deres længe ventede vækstpakke. De ønsker pludselig at fremrykke offentlige investeringer og stille krav til at virksomheder, der udfører offentlige anlægsbyggerier skal oprette praktikpladser. Indtil i tirsdags har det ellers været en del regeringens tilsyneladende værste mareridt.


 

De sidste år har Venstre og Konservative ellers ført den ene skræmmekampagne efter den anden og proklameret, at man ikke kan betale gæld med gæld, i et forsøg på, at hænge vores politik ud som useriøs og ufinansieret.

Modsat regeringen har SF i flere år talt for, at vi skal bruge offentlige investeringer aktivt i krisetider. Vi ved, det virker, og vi ved, det giver arbejdspladser. Det blev slået fast af de fleste af landets førende økonomer i sidste uge, der samstemmigt gjorde opmærksom på, at offentlige investeringer virker markant bedre end skattelettelser, hvilket hidtil har været regeringens kurs.

Fremrykning af offentlige investeringer har længe været officiel SF-politik og har været indskrevet som en del af Fair Løsning, siden S og SF præsenterede vores fælles udspil for halvandet år siden.

Derfor er jeg også glad for, at regeringen har fået øjnene op for, at det er vigtige tiltag for at få Danmark ud af krisen, som Lars Løkke ellers allerede havde erklæret os fri for. Desværre er realiteten, at den er ved at bide sig endnu bedre fast, fordi regeringen alt for længe har set passivt til, mens recessionen har presset sig på. Selv om det er positivt at regeringen endelig har fået øjnene op for vigtigheden af, at offentlige investeringer skal få gang i væksten, så er det samtidigt beviset på, at regeringen har analyseret alvoren helt forkert og ikke taget Danmarks udfordringer seriøst.

Ambitionsniveauet er dog den helt store forskel mellem regeringens forslag investeringer og vores. S og SF vil lave en fokuseret fremrykning af offentlige investeringer for 10 milliarder på en langt mere intelligent måde og på områder, som kommer samfundet til gavn i langt højere grad end regeringens forslag.

Vi vil bruge de offentlige investeringer til bl.a. at renovere vores fælles folkeskoler og sygehuse. Vi vil målrette dem til energirenoveringer, sikre tidsvarende undervisningslokaler, digitalisere den offentlige service samt trafik- og vejforbedringer – der er altså tale om investeringer, som fremadrettet vil give både energibesparelser og bedre forhold til vores børn i skolerne for bare at nævne et par ting.

Vi kommer til at skabe vækst og arbejdspladser i mange brancher, som beskæftiger alt fra murerarbejdsmænd til dataloger. I alt vil vi i regering skabe 60.000 arbejdspladser – alene 18.000 det første år, fordi vi tør at investere rigtigt og samtidigt sikrer bedre rammevilkår for erhvervslivet herhjemme. Hvis man skal nå rundt om så mange nødvendige områder og skabe så mange jobs, så kræver det mere ambitiøse mål end regeringen stiller op.

Vores plan skaber langt flere jobs, og vores plan er derudover en del af et større hele, som fremmer væksten og investerer i uddannelse, sundhed og den fælles velfærd. Det har hele tiden været vores politik , fordi vi har forstået situationens alvor. Selvom regeringen er på vej i den rigtige retning, så er der stadig lang vej før, at de kan bane vejen for alle de arbejdspladser der kan skabes i Nordjylland og resten af Danmark. Den lange vej er jeg og SF klar til at gå i en ny regering.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Peter S. Christensen, 27-08-11 17:02:
Peter: Du ser mig heller ikke argumentere for regeringens udspil. Om det er finansieret eller ej vil jeg hellere lade uafhængige og veluddannede økonomer tage stilling til.
Peter Jensen, 27-08-11 10:46:
Når man kigger på regeringens finanslovsforslag, virker det da også en kende underfinansieret?

Peter
Peter S. Christensen, 26-08-11 23:26:
Jeg er enig med Emil. Det vitale er ikke offentlige investeringer, men derimod om de er finansierede.

Desuden synes jeg, det virker en kende arrogant og ansvarsfravælgende når du, Teis, bruger mere spalteplads på at kritisere regeringen end at komme med din egen politik.

Skulle man nu tage den lille brøkdel af SF-politik (ikke dine egne visioner, men SF's visioner), så er det en falliterklæring. Prøv at sætte Socialistisk Folkepartis makroøkonomiske visioner ind i en ganske normal families; på trods af antallet af mennesker og mængden af penge, så er princippet det samme. Har familien en gæld som følge af eksempelvis et huskøb, så investerer familien ikke også en dyr rejse. Alt med måde - ellers endte det jo med at hele familien gik konkurs.

Synes SF's metode benytter sig af en mangel på konstruktiv objektivitet; al jeres politik bør ikke bunde i kritik til regeringen.
Emil Bucholtz, Frederikshavn 26-08-11 22:48:
Nu er der ret stor forskel på, om de offentlige investeringer er finansierede eller ej...

Informationer til denne nyhed

Læst: 447 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 3.2 af 5 fra 6 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder