Regnskab: 25,9 mio. kr. i overskud hos Orskov Yard
Bruttoresultatet hos Orskov Yard endte i 2010/2011 på 186,6 mio. kr.
Orskov Yard i Frederikshavn fastholder en solid indtjening på trods af krisetider i den maritime sektor, oplyser www.metal-supply.dk.
Overskuddet i det seneste regnskabsår er ikke på højde med niveauet før finanskrisen, men alligevel er det en tilfreds ledelse, der kan fremlægge regnskabet.
Bruttoresultatet endte på 186,6 mio. kr. i 2010/2011, og det betød en fremgang på 9,2 mio. kr. sammenlignet med året før.
I samme periode var der også fremgang på bundlinjen. Overskuddet før skat steg nemlig med 5,5 mio. kr. og endte dermed på 25,9 mio. kr. i 2010/2011.
- Selskabet har i regnskabsåret haft en fornuftig udnyttelse af produktionskapaciteten, og dette har medført et lidt bedre resultat end budgetteret, skriver Orskov Yard i sit årsregnskab.
I 2011/2012 forventer virksomhedens ledelse at opleve skærpet konkurrence. Alligevel kalkulerer man med et tilfredsstillende resultat.