Rejsemontører havde en sjov arbejdsdag i skoven
Knivholt Hovedgaard dannede ramme om en anderledes dag for de rejsende montører fra MAN Diesel & Turbo.
Normalt bruger de specialiserede montører hverdagen på at reparere motorer og andet udstyr på skibe over hele verden, men torsdag var maskinrum byttet ud med skov og lade, som dannede base for det specielle event.
I samarbejde med Søren Brogaard fra Friskopevent.dk blev de rejsende medarbejdere udfordret og bedømt på forskellige ting.
- Tankerne bag denne dag er at kombinere trivsel og strategiarbejde på en ny måde, udtaler John Ditlev, daglig leder for disse medarbejdere.
Posterne var primært baseret på hverdagsting, som de kunne blive udsat for på et eventuelt job i virkeligheden. De blev udfordret og bedømt på tid i forhold til effektivitet, samarbejde, orden og ryddelighed. Den sidste post stod Friskopevent.dk for. Den skulle teste deres personlige grænse i form af forskellige udfordringer som ildslukning og krybdyrs-berøring.
- Et arrangement som dette var svært for os at stable på benene, og vi har brugt lang tid på det i og med, at vores montører rejser meget. Men denne gang lykkedes det os, og det var en stor succes både for vores montører og ikke mindst funktionærer, som stod til rådighed som sagsbehandlere på dagen, udtaler John Ditlev.
Alle hold klarede det godt, og det gav funktionærerne på MAN en bedre fornemmelse af, hvordan montørerne arbejder generelt, og hvordan de arbejder sammen.
- Det har været en super god dag, som forløb rigtig godt. Alle var positivt overraskede og havde ingen idé om, hvad der skulle foregå. Samtidig var det fedt at være samlet og bruge dagen anderledes i selskab med hinanden. Det var super godt arrangeret, og mange fik rykket deres personlige grænser, lyder det fra nogle af montørerne.
John Ditlev tilføjer:
- Det var en god læring for mig at se montørerne arbejde så godt sammen i nye omgivelser med vante emner. Der var fokus på sikkerhed, struktur og endeligt produkt til aflevering hos kunde/sagsbehandler. Det har de gjort på en sjov måde ude i skoven. Det gav smil på læben, og efterfølgende var der grill og hygge ved bålet.
Søren Brogaard udtrykker ligeledes tilfredshed med arrangementet.
- Det var dejligt at se så mange engagerede medarbejdere hos MAN Diesel & Turbo og fedt at se at så mange var villige til at flytte deres personlige grænser.








































