Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.08.2020 | Af: Michael Frederiksen

Remisen: LS-Byg vinder ordre i Rådhusparken

Det bliver det lokale tømrerfirma LS-Byg Frederikshavn A/S, som skal etablere det centrale samlingspunkt i Rådhusparken: Remisen.

 

I marts 2020 blev det nødvendigt at annullere den første udbudsrunde for Remisen, da udgifterne i væsentlig grad oversteg det afsatte budget. Der var derfor brug for at gentænke projektet og omskrive det første udbud.

Den anden udbudsrunde blev et omvendt udbud med en fastsat prisramme på en millioner kroner. Der var ønske om, at opgaven tilfaldt en lokal entreprenør.

Der har derfor været prækvalifikation, hvor lokale tømrervirksomheder (med eget værksted) er blevet bedt om at indsende referencer på tidligere projekter. Fire firmaer tilkendegav interesse for opgaven, og tre firmaer fremsendte tilbud.

I juni præsenterede de tre firmaer deres projektforslag, og forslagene er blevet bedømt efter følgende kriterier:

At møblet kommer til at omkranse pladsen
Arkitektoniske detaljer samt helhedsindtryk
Kvalitet af tilbudte materialer herunder træsorter
En lang forventet levetid på stålelementer
Ekstra garanti på produkter
Skjulte samlinger, for eksempel afpropning af skruehuller
Den generelle opgaveløsning

Bedømmelseskomitéen indstillede, at LS-Byg Frederikshavn A/S overdrages entreprisen for udarbejdelse af Remisen. LS-Byg Frederikshavn A/S har afgivet det tilbud, der i bedømmelsen har fået flest point, og tilbuddet har udmærket sig ved at imødekomme alle udbuddets krav til samlingsstedet inden for den fastsatte prisramme.

Kommunaldirektør Mikael Jentsch indstiller, at Teknisk Udvalg på tirsdag godkender overdragelsen af entreprisen til LS-Byg Frederikshavn A/S.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close