Restaurant Snerlen fejrer 10 års jubilæum på lørdag
10 år er gået siden kok og indehaver Tonny Kristensen for første gang inviterede indenfor til kulinariske oplevelser på Restaurant Snerlen i Strandby. Jubilæet markeres med et åbent hus-arrangement lørdag 16. april med delikate smagsprøver, live-musik og meget mere. Alle interesserede inviteres indenfor til en hyggelig dag i kokkekunstens tegn.
Respekt for råvarerne og det gode håndværk går hånd i hånd på Restaurant Snerlen i Strandby, hvor hvert måltid er krydret med kreativitet og er en oplevelse udover det sædvanlige: Smukt at kigge på, lifligt at dufte til og med en vifte af harmoniske smagsindtryk. I nu 10 år har de klassiske, kulinariske dyder sat dagsordenen på den populære fiskerestaurant, hvor man aldrig går på kompromis med kvaliteten eller glæden ved det gode måltid.
Danske råvarer - friske fisk og skaldyr direkte fra fiskernes net og nyopgravede, sprøde grøntsager – danner grundlaget for restaurantens lækre menuer, og i anledning af jubilæet får alle interesserede mulighed for at få et kig bag kulisserne i det travle køkken. Restaurant Snerlen holder ”åbent køkken” med delikate – og gratis - smagsprøver på kokkens specialiteter, og der bliver rig mulighed for ikke kun at tage køkkenet men også restauranten, selskabslokalerne og de øvrige faciliteter i nærmere øjesyn og finde inspiration til din næste fest.
Og det var måske en god ide at kigge dig godt omkring på Restaurant Snerlen, hvis du skal holde fest eller have gæster til middag i nærmeste fremtid. I anledning af jubilæet opnår alle, der bestiller denne dag, lørdag 16. april, 10 % rabat, og tilbuddet gælder både restaurantbesøg, selskaber, mad ud af huset og ved bestilling af Snerlens lækre gourmetkasser. Gourmetkasserne indeholder en tre-retters kulinarisk oplevelse til dig og dine gæster, kan bestilles alle ugens dage og kræver et minimum af forberedelse for værten.
Ingen fest uden musik og derfor byder jubilæumsdagen også på et spændende musikalsk indslag leveret af Rikke Bruhn Duo, der inviterer gæsterne indenfor i et univers af kreative nyfortolkninger af gamle klassikere samt eget materiale fra blues-, country-, soul- og gospelgenrerne. Rikke Bruhn blev i 2008 nomineret ved Danish Music Awards for debut cd’en ”Dreams Of Yesterday” og med sin soulfyldte stemme, der rummer både det rå og det følsomme, har hun et udtryk og en klang, der får de små hår til at rejse sig i nakken. Rikke Bruhn akkompagneres af guitarist Lasse Baggenæs.
Sidst men ikke mindst byder jubilæums-arrangementet på en auktion, hvor du kan gøre en god handel. Auktionarius Jesper Kajgaard sætter en række spændende sponsorgaver under hammeren, og du skal ikke tøve, hvis du vil nå at få del i de mange gode tilbud. Samtidig støtter du et godt formål, da udbyttet fra auktionen går ubeskåret til Julemærkefonden.





































