Restauratør Frank Størup modtog årets erhvervspris
Restauratør Frank Størup modtog onsdag formiddag Vækst & Vilje Erhvervsprisen i Frederikshavn Kommune. Prisen - en skulptur af kunstneren Christian Svendsen fra Aalbæk - blev traditionen tro overrakt ved et erhvervs- og kulturarrangement i Det Musiske Hus.
Frank Størup er indehaver af Frank's i Sæby og Frederikshavn, som han åbnede i henholdsvis 2005 og 2006. Inden frederikshavneren vendte tilbage til sit udgangspunkt, arbejdede han bl.a. i Paris, Florida og Østrig samt på Læsø.
- Frank Størup er med sine virksomheder det bedste bevis på, at det kan lade sig gøre at skabe vækst og nye arbejdspladser ved at satse på kvalitet, sagde formand Kaj Christiansen, Frederikshavn Erhvervsråd, i sin tale til prismodtageren.
De to restauranter i Sæby og Frederikshavn har 14 fastansatte og i højsæsonen er antallet helt oppe på ca. 60 medarbejdere.
- Frank Størup forener på fornem vis idealisten og entreprenøren ved at tænke langt ud over sine egne virksomheder. Med sit engagement i at bruge de lokale råvarer - ud fra devisen om at bruge råvarer, som vi er tæt på - er han dermed banebrydende for andre virksomheder i arbejdet med at benytte Co2-neutrale værdier, sagde Kaj Christiansen.
Vækst & Vilje Erhvervsprisen blev overrakt første gang i 2006 til MAN Diesel, i 2007 til direktør og medstifter af Orskov Yard A/S, Jeppe Ørskov, i 2008 til Ina og Steen Fabricius, Hotel Viking i Sæby, og i 2009 til Karstensens Skibsværft i Skagen.
Bag prisen står Frederikshavn Erhvervsråd, handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, Spar Nord, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Turistbureau.





































