Revisor glad for STED1, kufferter, is og tennis
Flere medlemmer i Frederikshavn Tennisklub, en middag på STED1 på toppen af Hotel Jutlandia og en årligt tilbagevendende byfest i Frederikshavn.
Det er tre ting, som kan få revisor Søren Rasmussen, Beierholm i Frederikshavn, i ekstra godt humør. Det fremgår af hans svar i Kanal Frederikshavns august-serie, hvor en række personer svarer på fem identiske spørgsmål.
1. Om sommeren er Skagen det bedste sted i Frederikshavn Kommune, fordi der altid er masser af liv på havnen ved fiskepakhusene, og så er det hyggeligt med en tur til Grenen med Sandormen og en is ved Grenen Kiosk.
2. Tennisbanerne ved Frederikshavn Tennisklub burde i mine øjne være mere kendt, fordi banerne ligger perfekt i nogle dejlige omgivelser, så der er plads til mange flere medlemmer af tennisklubben.
3. Hvis jeg skal spise ude i Frederikshavn Kommune, bliver det helt sikkert på STED1 på øverste etage på Hotel Jutlandia, fordi jeg synes, at det er fantastisk, at Camilla fra Hotel Jutlandia og Dennis fra STED1 har haft modet til at lave en stor investering i nye flotte lokaler, hvor man får en fantastisk udsigt samtidig med, at man får rigtig god mad.
4. Den bedste shoppingoplevelse i Frederikshavn Kommune er afgjort butikken Lædermagasinet i Danmarksgade i Frederikshavn, fordi man udover god service og godt udvalg i butikken også altid kan glæde sig til, at man snart skal på ferie, hvis man er i butikken for at købe en kuffert.
5. I mine øjne har Frederikshavn Kommune allermest brug for en årlig tilbagevendende byfest, fordi det vil være med til at vise både frederikshavnere og omverdenen, at vi godt kan have det sjovt. I år er der jo hele tre fester på én dag, lørdag 22. september, i Arena Nord i anledning af købstadsjubilæet. Det kunne man godt gøre til en årlig tilbagevendende begivenhed.





































