Rikke og Poul: Uge 28 er årets bedste uge i Fr.havn
Når de første kampe ved årets Dana Cup fløjtes op tirsdag morgen, bliver det 28. gang, at fodboldhold fra hele verden mødes på grønsværen i Frederikshavn. Det er samtidig også 22. gang, at de to ildsjæle og koordinatorer, Rikke Johansen og Poul Beck, er en del af den store turnering.
Med 164 ungdomshold i aldersklasserne U11 til U18 skorter det ikke på praktiske opgaver og problemer, der skal løses, og Rikke Johansen, der har blandt andet indkvarteringen og diverse materialer til skolerne som ansvarsområder, erkender da også, at hun glæder sig til tirsdag morgen, hvorfra møllen gerne skulle køre af sig selv:
- Det er klart, at der følger et stort organisatorisk arbejde forud for en turnering af Dana Cups størrelse. Mange frivillige melder sig selv som hjælpere hvert år, men det er altid en kamp at få frivillige hænder nok. Derfor har vi eksempelvis også et krav om, at alle forældre med børn i FfI Fodbold har mindst to vagter af fire timers varighed i løbet af turneringen, siger Rikke Johansen til Kanal Frederikshavn.
Makkeren Poul Beck er eneste fuldtidsansatte i FfI Fodbold og har efter eget udsagn stillingsbetegnelsen ”blæksprutte”, hvorunder Dana Cup også rangerer. Som koordinator ved en international turnering skal man hele tiden være klar til at løfte nye, uforudsete udfordringer – en del af charmen ved arbejdet:
- Uge 28 er uden tvivl den bedste uge i hele året. Jeg har nu været med siden 1989 og har to børn, der også selv spiller i klubben. Hvert år har det været en oplevelse at være her – Dana Cup er på rigtig mange måder en både spændende og sjov begivenhed at være en del af, siger Poul Beck.
Både Rikke og Poul har under turneringen et hav af både større og mindre bolde i luften, og at være koordinator er udover et heldagsjob også en døgnvagt:
- I denne uge hedder det jo nok noget i retningen af klokken 06-24 hver dag. Er der problemer på skolerne om natten, er det også os, skolevagterne ringer til, så mobilerne er aldrig helt slukkede, fortæller Rikke Johansen.
Der venter nu en uge med mange udfordringer, spændende fodboldkampe, multikulturelle oplevelser og glade mennesker inden de sidste finalekampe spilles lørdag – hvorefter arrangørerne kan tage hul på næste års Dana Cup-forberedelser.
Dana Cup åbner mandag aften på Frederikshavn Stadion. Holdene ankommer kl. 19.30, hvorefter borgmester Lars Møller byder velkommen. Nationalmelodien fremføres af Trine Schmidt Nielsen.





































