Rikke Olsen er født op opvokset i Frederikshavn, men bor i dag i Sæby, hvor hun har tøjforretningen Trend. Foto: Kenneth Rödin
Torsdag 1. oktober åbner Rikke Olsen fra Sæby en ny dametøjsbutik i gågaden i Frederikshavn. CIFIQ er navnet på forretningen, der rykker ind i LeeZas tidligere lokaler ved siden af SuperBrugsen.
I en tid, hvor der fokuseres meget på tomme butikslokaler i Frederikshavn og de fleste andre af landets byer, viser Rikke Olsen mod og åbner CIFIQ.
- Lige nøjagtigt det tøj og de mærker, som jeg skal sælge, mangler i Frederikshavn, og kunderne, som kan lide netop den slags tøj, er meget loyale. De kommer igen og igen, mener Rikke Olsen.
Hun har i forvejen butikken Trend i Sæby, og bl.a. herfra ved hun, at der er efterspørgsel i Frederikshavn efter mærket EDC. Det kommer derfor til at ligge på hylderne sammen med tøj fra Esprit, Vila og Isay.
CIFIQ vil desuden sælger italienske sko (Relax Shoe) samt tasker (Friis & Company).
- Målgruppen er piger fra 15 år og op til moderen i sin bedste alder. Det kan både være 25, 30, 40 år. Vores sortiment dækker bredt, og vi har både tøj til hverdag og fest, lover Rikke Olsen.
Hun regner selv med at være i forretningen en-to gange om ugen. Hun har ansat to faste medarbejdere, som i forvejen er kendt i bybilledet i Frederikshavn.