Rock i Frederikshavn endte i en våd omgang
Øj, hvor var det ærgerligt. Nu havde vi lige haft en lille uge med nogle gode aftener, hvor man har kunnet sidde udenfor og nyde, at Danevang endelig var ramt af sol og sommer. Men vejrudsigten havde truet med det hele ugen, men det kunne da ikke passe, at når nu Rocken kom til Knivholt, at det så samtidig skulle ende i regndans på brostenene.
Ikke så meget desto bedre; Regnen satte ind i løbet af de tidlige aftentimer, og den var kommet for at blive. Knivholt blev fyldt med flere og flere paraplyer, og i sagens natur røg en smule af stemningen og naturligvis også omsætningen i de forskellige barer ude på pladsen.
Rock i Frederikshavn 2015 vil blive husket som det, der endte i en våd omgang, men også som en gedigen havefest, hvor de mest hardcore gæster var fløjtendes ligeglade med regnen og stadig festede løs. Men de største smil på pladsen var nu, mens solen stadig skinnede, og arrangørerne skævede op mod himlen i håb om, at vejrguderne ville være nådige.
Desværre kom man ikke i nærheden af sidste års succes med udsolgt. Salgstallene svigtede, og boomet af salg af billetter de sidste dage op til det gik løs udeblev. Sikkert igen på grund af vejrgudernes formaninger.
Men dem, der holdt ud hele dagen igennem, fik en forrygende 90´er-fest serveret, mens mørket for alvor sænkede sig. Radiolegenden Dan Rachlin styrede det hele, mens Julie Blå Øjne, Snap, Dr. Alban, Remee og Christian Brøns skiftevis var i rampelysets skær.




























































