Ruben Vejsgaard næste udfordring bliver muligvis at sove i telt i 365 dage i træk.
Ruben Vejsgaard havde - som de fleste andre i gågaden i weekenden - travlt med at købe julegaver, men den unge frederikshavner skilte sig alligevel markant ud fra mængden.
Mindre end en uge før jul valgte Ruben Vejsgaard at iklæde sig shorts. Det har han faktisk gjort lige siden 3. marts. Og målet er at fortsætte med det indtil 3. marts 2012. Sker det, kan den friske DDS-spejder sy et Viking-mærke på sin uniform.
- Det er sjovt at gøre noget, der er anderledes. Der er kun omkring 20 spejdere i Danmark, som kan kalde sig vikinger, og jeg bliver vist den første her i byen, fortæller Ruben Vejsgaard, der på grund af skudåret endda skal have shorts på i 366 dage i træk.
Han får mange sjove kommentarer, når han færdes rundt omkring i byen, men der findes også en del, som blot kigger på ham og undrer sig over, hvad han har gang i.
På spørgsmålet, om det er koldt, ryster han på hovedet, men han erkender dog, at de lange strømper ligger klar, hvis vinterkulden for alvor melder sin ankomst inden 3. marts 2012.
Hvad bliver din næste anderledes udfordring?
- Der findes et mærke, som kræver, at man både har shorts på og korte ærmer et helt år, men det vil jeg trods alt ikke. Til gengæld kunne det være sjovt at sove i telt 365 dage i træk, griner Ruben Vejsgaard.