Gå til hoved-indhold
19. maj 2011 - kl. 12.05

S-replik på SF-indlæg: Vi lytter og er ansvarlige

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Erik Sørensen (foto) og Stig Lundbo: - Vi afventer med sindsro vælgernes dom.
Af: Erik Sørensen og Stig Lundbo

Erik Sørensen, gruppeformand for socialdemokraternes byrådsgruppe, og Stig E. Lundbo, Kreds- Fællesledelses formand, har skrevet dette indlæg:

Replik på SF-indlæg. I tre eksempler forsøger SF at give os skylden for det byrådsbøvl, der foregår for åbent tæppe. Vi deltager ikke i bøvlet - det er andre bedre til, men vi finder behov for at svare på de angreb, der er rettet imod os.

På arbejdsmarkedsområdet er vi optaget af at gøre så god en indsats som muligt overfor de ledige og syge. Vi hørte hele sidste efterår, at det står rigtig skidt til med økonomien på dette område - vi lytter og er ansvarlige.

Når så pludselig udvalgsformanden meddeler, at der i stedet er et kæmpe overskud på 36 mio. kroner, så råber vi op - vi er ansvarlige overfor de ledige og syge, det er vores politik.

Når der skal etableres en ny institution for anbragte børn - så lytter vi og er ansvarlige. Når planlægningen skal i gang, og der skal vælges imellem flere placeringsmuligheder - så lytter vi da også og er stadig ansvarlige overfor en etablering.

Når der skal foretages skolesammenlægninger, så er vi ansvarlige i forhold til de mål, som skal opnås. Selve gennemførelsen kan foretages på mange måder - her lytter vi og er stadig ansvarlig overfor målet.

Vi blev i tvivl om økonomien i den foreslåede metode i forhold til andre modeller. Derfor bad vi - i ansvarlighedens navn - om en udsættelse af det nødvendige, indtil disse modeller var gennemregnet og diskuteret blandt lærere og forældre. Vores politik på dette område er klar - men vi lytter og er ansvarlige.

Vores politiske linie er klar - vi lytter og er ansvarlige!

Det føler vi ikke er "et gigantisk, socialdemokratisk dobbeltspil", men sund fornuft. Det er der brug for. Og med hensyn til de tre udvalgsformænds profeti om næste valg, afventer vi med sindsro vælgernes dom.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...