Sæby Autoværksted fik Virksomhedsprisen 2009
Sæby Autoværksted har netop modtaget Virksomhedsprisen 2009. Prisen består af et kontant beløb på kr. 25.000 og et kunstværk af en lokal kunstner.
Det Lokale Beskæftigelsesråd ønsker at synliggøre gode initiativer og løsninger, som hos lokale virksomheder giver et mere rummeligt arbejdsmarked.
Derfor uddeler beskæftigelsesrådet hvert år en særlig virksomhedspris. I år gik den til Sæby Autoværksted.
Det lille værksted præmieres for at skabe unge vindere. Indehaver Allan Olsen - tidligere dobbelt dansk mester i autocross - giver plads til, at unge, der ikke lige synes, det boglige er verdens sjoveste, kan komme og få olie på fingrene og under neglene.
Der er mange succeshistorier på værkstedet, og det seneste eksempel er en ung mand, der efter flere nederlag nu står med en læreplads hos Sæby Autoværksted.





































