Sæby forlænger med cheftræner Nikolaj Dorff
IF Skjold Sæby har forlænget aftalen med træner Nikolaj Dorff, således at han også står i spidsen for klubbens førstehold i 2019.
Lørdag blev det afgjort, at IF Skjold Sæby i foråret skal spille om oprykning til Danmarksserien. Det var også tilfældet i år, hvor Sæby indtil sidste spillerunde i juni havde chancen for at rykke op.
Både cheftræner og spillere er enige om, hvad der skal til for at være med i den sjove ende i Jyllandsserien 1.
- Vi skal være bedre forberedt, så vi står skarpere til sæsonstarten. Der skal lægges på fysisk. Det gælder også på træningsbanen. Jeg er ikke 100 procent tilfreds med fremmødet. Vi skal et niveau eller to op, hvis vi vil være med i den sjove ende. Ellers kommer det til at gå den anden vej. Det skal man være klar over. Enten er man i afvikling eller udvikling, fastslår Nikolaj Dorff.
Midtbanespilleren Morten Honoré er enig i trænerens analyse.
- Vi skal tidligere i gang med sæsonen, så er vi er form fra første kamp. Det manglede i foråret, hvor vi smed nogle dyre point væk i starten af sæsonen, mener Morten Honoré.
Nikolaj Dorff forventer ikke, at klubben skal hente forstærkninger. Nye spillere er dog velkomne til selv at henvende sig.
- Vi er glade for nye spillere og vil kigge på deres evner og kompetencer, men jeg er meget optaget af at udvikle de spillere, som er her og vil være her. Det er mit fokus, pointerer Sæby-træneren.
<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fkanalfrederikshavn%2Fvideos%2F543778769405310%2F&show_text=0&width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>