Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.01.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Sæby HK-træner: Pigerne har stor ære af kampen

HÅNDBOLD: En flot, tempofyldt første halvleg og en god start på anden halvleg var ikke nok for Sæby HK til overraskende at hente point i udekampen mod Bjerringbro FH's tophold i kvindernes 1. division.

 

Efter 14-15 ved pausen blev det til et unødvendigt stort nederlag på 24-36 mod et velspillende Bjerringbro-hold. Men det var først godt midtvejs i anden halvleg, at hjemmeholdet trak afgørende fra.

Ved 22-27 med 13 minutter tilbage var pointene stadig indenfor rækkevidde, men kræfterne slap op, og Bjerringbros større bredde blev afgørende.

Flot angrebsspil med højt boldtempo og gode løb for hinanden gjorde, at første halvlegs angrebsspil nok var sæsonens hidtil bedste.

I anden halvleg faldt tempoet lidt, og det gav midtjyderne muligheden for at koble grebet på kampen.

Sæby HK fik aldrig styr på Bjerringbros dygtige playmaker Line Gyldenløve, som rutineret styrede Bjerringbros angreb.

- Vi kæmpede flot, og pigerne har stor ære af kampen, så vi fortsætter fremgangen. I dag mødte vi blot et af de tre bedste hold i 1. division, og der mangler vi lige lidt ressourcer til at kunne holde tilstrækkelig højt tempo samt få tacklet dem ofte nok, udtaler Sæby-træner Morten Arvidsson.

Han kunne glæde sig over syv spillere på scoringslisten og den fart, der er kommet over spillet igen efter julepausen. Især var det glædeligt, at bagspillerne Sara Madsen med syv mål og Ann-Helen Adolfsen med fire mål fandt huller i Bjerringbro-forsvaret.

Næste kamp er på lørdag mod bundholdet IF Stjernen, hvor Sæby for første og eneste gang i sæsonen er favorit. Der venter dog ingen walk over. I Odense blev det kun til en kneben sejr på ét mål.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close