Gå til hoved-indhold
06. april 2018 - kl. 16.04

Sæby-træner: Forvent ingen champagnefodbold

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

- Forvent ingen "champagnefodbold", siger en ærlig Nikolaj Dorff, træner for IF Skjold Sæby, inden lørdagens hjemmekamp i Jyllandsserien 1 mod Aalborg Freja.

Opgøret er Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Mike Grey er reporter på Sparekassen Vendsyssel Arena. Han liveopdaterer på Facebook, kårer Kampens Spiller og indhenter reaktioner fra hjemmeholdet.

IF Skjold Sæby har hverken trænet eller spillet på klubbens opvisningsbane i 2018, men der er givet grønt lys til, at kampen afvikles.

- Jeg ved, at kommunen i samarbejde med Henning Bak har gjort, hvad der kan gøres for at gøre den så optimal som mulig i forhold til årstiden. Der er dog ingen tvivl om, at forholdene omkring banen kommer til at få stor indflydelse på kampen og holdenes tilgang til denne, vurderer Nikolaj Dorff.

I eftermiddag endte udekampen mod Aalborg Freja 0-0, mens Sæby vandt 3-0 på hjemmebane.

- Vi spillede to meget tætte kampe mod Aalborg Freja i efteråret. 3-0-sejren i Sæby var en konsekvens af, at vi var uhyggeligt skarpe på dagen. Jeg ser styrkeforholdet mellem holdene som værende helt lige. Dagsformen og indstillingen bliver helt sikkert afgørende til denne kamp, især fordi banen ikke indbyder til poleret "champagnefodbold". Det kommer til at handle om at gøre tingene simple med størst mulig kvalitet samt at søge heldet, mener Sæby-træneren.

Årets første hjemmekamp kommer bare fem dage efter, at IF Skjold Sæby skuffede i sæsonpremieren. Her tabte holdet med 1-3 i udekampen mod Herning Fremad.

- Det blev ikke den gode oplevelse, som vi havde håbet på. Vi kom fint fra start, men desværre var det som om, at Hernings scoring til 1-0 lammede os fuldstændigt. Vi blev for nervøse og låste i vores spil og formåede ikke at svare igen med den energi og fysik, der skal til. En frustrerende fornemmelse efter en kamp, hvor vi mest af alt taber til os selv. Jeg anerkender, at modstanderens sejr var fortjent, men jeg er ærgerlig over måden, vi taber på. Det skal vi kunne gøre bedre, fastslår Nikolaj Dorff.

Der er kampstart kl. 13.30 på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...