Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.12.2015 | Af: Kanal Frederikshavn

Sæby: Ungt par nye ejere af Hotelpension Aahøj

For Camilla Kanstrup er det en drøm, som går i opfyldelse at skulle drive det kvalitetsprægede hotel ned til Sæby Å.
Efter i et stykke tid at have ønsket at trække sig tilbage til pensionisttilværelsen har Inge og Klaus Rödel nu endelig fundet de rette ejere til at overtage deres livsværk, Hotelpension Aahøj.

 

Camilla Kanstrup har sammen med sin far, entreprenør Hans Erik Kanstrup, købt hotellet for at drive det lille, charmerende hotel videre i den ånd, som Inge og Klaus Rödel har formået at skabe omkring stedet.

Camilla Kanstrup, som kommer fra Sæby, vendte i juli hjem til Sæby med hele familien efter 10 år i Aarhus og tre år i København som operations-og opvågningssygeplejerske.

At drive et idyllisk, kvalitetspræget hotel ned til Sæby Å med en have, der indbyder til ro og fordybelse, er Camillas drøm, som nu går i opfyldelse.

Godt støttet af sin far, som kommer til at stå for renoveringen af stedet efter overtagelsen 1. februar, har hun masser af gode idéer til, hvordan stedet kan udvikle sig fremover uden at gå på kompromis med kvaliteten og den oplevelse, som hotellets mange stamkunder sætter så stor pris på. Hendes mands job bliver - ved siden af sit fuldtidsarbejde som ambulancereder - at vedligeholde den smukke have, som er en vigtig del af stedets attraktion.

Camilla Kanstrup glæder sig samtidig til at flytte ind i den private afdeling af huset med familien, som foruden hendes mand, Casper Lerkilde, 32 år, omfatter døtrene Anna på fire år og Carmen på to år.

- Vi er utroligt glade for at være tilbage i Sæby midt i vores netværk af familie og venner og med naturen, åen, stranden og skoven som nabo. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne tilbyde vores børn en tryg opvækst i et mindre samfund, fortæller Camilla Kanstrup.

- Det har længe været en stor drøm at drive en hotelpension, så da jeg denne sommer flyttede til Sæby og Aahøj var til salg, var det ikke svært at beslutte sig for at tage springet fra at have været sygeplejerske til at blive selvstændig erhvervsdrivende. For jeg kan simpelthen ikke forestille mig et skønnere sted, fortæller den ivrige og smilende hotelejer, som uden tvivl bliver en populær vært på stedet:

- Hotelpension Aahøj skal være selve inkarnationen af det gode liv for vores gæster. Med det personlige værtsskab vil vi kunne tilbyde gæsterne ro, kvalitet og fordybelse i idylliske og eksklusive rammer, hvor der bare er tid til at være.

- Vi tror på, at vi kan formidle vores egen begejstring til såvel stamgæster som nye gæster, så vi kan udvide sæsonen betydeligt i samarbejde med Turisthus Nord, som har bakket os op fra starten, udtaler den nybagte hotelvært, Camilla Kanstrup.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close