16-02-10 | Af: Kanal Frederikshavn
Sæbynit konstitueres som nyhedschef på TV2/Nord
Fra 1. marts overtager Jesper Christiansen, Sæby, ansvaret som nyhedschef på TV2/Nord. Foto: TV2/Nord |
Sæbynitten Jesper Christiansen konstitueres med virkning fra 1. marts som nyhedschef på TV2/Nord.
Jesper Christiansen er i øjeblikket sportschef på TV2/Nord, og han skal fortsat have ansvaret for sporten på regionalstationen i Aabybro, når han om et par uger overtager stillingen som nyhedschef fra Jørgen Pyndt.
Jesper Christiansens journalistiske liv tog for alvor fart efter to ugers skolepraktik i 9. klasse hos navnkundige Ravn-Jensen på Stiftstidendes lokalredaktion i Sæby. Her mandsopdækkede han i en årrække de lokale hold i serie 3 og 4.
Han blev færdiguddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1999. Siden har han været ansat på TV2/NORD, blandt andet som egnsredaktør i først Frederikshavn og senere hele Vendsyssel.
Jesper Christiansen bor med sin familie i den vestlige del af Sæby, og i fritiden er han blandt andet formand for Sæby Tennis Klub.